Jeg har altid smilet overbærende ad dem, der fyldte sig med kosttilskud i sundhedens navn. Herregud, det var vel bare et spørgsmål om at spise varieret, dyrke motion, stoppe med at ryge? Og hormoner havde jeg flygtigt hørt nævnt. Nej tak, det skulle jeg bestemt ikke fylde min krop med. Sådan noget stads!! (Dengang kendte jeg naturligvis intet til syntetiske kontra bioidentiske hormoner.)

Alt imens blev jeg selv mere og mere ubalanceret. Set i bakspejlet var en ulidelig træthed det første, jeg mærkede til. Jeg kunne simpelthen lægge mig i en rendesten og sove. Indimellem var jeg så træt, at jeg kun kunne løfte mine arme ved viljens kraft. Jeg var lige fyldt 40.
Som årene gik, tilstød der flere og flere komplikationer, både fysisk og mentalt. Jeg blev gravid, men mistede barnet og mine menstruationer gik derefter i udu for at stoppe helt. Jeg var 43.

Mine knogler, muskler og ikke mindst led, gjorde ondt og ofte kæmpede jeg blot for at komme ud af sengen om morgenen. Håret blev tyndt, mine slimhinder var ikke eksisterende – tørhed i svælg og skede. Følelsen af – til tider – voldsom stress, sitren i systemet, meget lyd følsom og humørsvingninger der gav mig tilnavnet: Dragen af min mand. Jeg var lige fyldt 50.

Undervejs tog jeg et par uddannelser, startede egen klinik, renoverede et par huse, fik 4 børnebørn og sluttelig fandt min mand og jeg drømmegården, hvor vi stadig bor. Her kunne det liv vi drømte om, udfolde sig i al sin pragt. Vi knoklede løs, byggede og satte i stand (udelukkende eksekveret af min stædige vilje).

De symptomer jeg havde på dette tidspunkt og havde haft i en 10-12 år, regnede jeg egentlig ikke for noget. Jeg betragtede jo ikke mig selv som syg. Et par gange forsøgte jeg at tale med min læge, men følte mig absolut ikke hørt og stak hurtigt piben ind. Jeg orkede mindre og mindre andre mennesker, kunne faktisk dårligt overskue at byde på en kop kaffe eller blot tage ud og handle. Tanken om børnebørn på besøg, fyldte mig med skræk for manglende overskud, og jeg følte mig gammel og udslidt.
Mange kvinder i overgangsalder taler meget om hedeture og dårlig søvn. Men manglende nattesøvn havde jeg lidt af siden 25-årsalderen, og en nat med 5 timers afbrudt søvn var for mig normalt, og hedeture var vel bare en del af livet? Alle ovenstående symptomer; tågehjerne, angst, humørsvingninger, kulderystelser, vaginal-atrofi, hårtab, lydfølsomhed, stress, sitren, konstant ondt i ‘skroget’, manglende søvn, klumpfornemmelse i halsen og rømmen sig og attack med min øjensygdom, levede jeg med – og forsøgte at favne – ind i min nye tilværelse som… gammel dame med et ben på vej i graven. For sådan var det vel bare at blive ældre?
Det var egentlig først da jeg mistede min lyst til sex fuldstændig (den havde været nedadgående længe) at jeg blev alvorligt ramt og bekymret for fremtiden. Var det virkelig helt slut med at føle lyst? Hvad var det egentlig for en fremtid jeg kiggede ind i? Jeg følte mig svigtet af min krop og sendte den mange ukærlige tanker.

I forbindelse med en underlivsoperation, blev jeg `tvunget´ til at indtage Vagifem (østradiol) Og sikke et rush, pludselig mærkede jeg min krop igen og lysten tittede frem = ergo jeg var ikke helt død endnu (Vagifem blev dog hurtigt lagt på hylden da jeg fik nærmere viden om dette) Samtidig stødte jeg tilfældigt på NHT og efter en samtale med en vejleder, besluttede jeg at starte på uddannelsen. Både for min egen skyld men absolut også for at kunne anvende denne viden i min praksis.

Inden jeg fik startet op på progesteron, nåede jeg dog at blive så syg at jeg blot lå sammenkrøllet på sofaen i mørke og kunne… ingenting. NHT blev min redning, nærmest i 11. time. Med udrensning, receptorkur, kosttilskud i massevis og naturlige hormoner tog det 1 ½ år at rette op på mine skavanker. De havde været længe undervejs, og jeg var udpint i krop og sjæl. Efter 2 år havde jeg genfundet mit gode humør, positive tanker, hjernetågen var lettet og min energi var tilbage. Jeg græd, da jeg for første gang i en del år kreerede en skøn middag og endda med overskud og glæde. Sidst men ikke mindst: jeg genfandt min lyst og lærte langsomt at føre en ’dialog’ med min krop; jeg lyttede og den følte sig hørt. Det smukke ved NHT er netop fokus på helbredelse fremfor symptombehandling.

Undervejs i de 2 år oplevede jeg flere gange dyk og dermed tvivl. Min stædighed kom mig igen til hjælp og jeg holdt næsen i sporet, overbevist om at dette var den rette vej for mig. Jeg kunne heldigvis støtte mig op ad dygtige vejledere, mine medstuderende og ikke mindst min mand, som mærkede de små fremskridt.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor jeg ville ha’ været i dag, hvis jeg ikke havde fundet NHT. Min mand og jeg talte om dette for ganske nylig; vi havde været nødsaget til at sælge gården, dyrene og måske havde vi slet ikke været sammen.

Jeg er dybt taknemmelig helt ind i knoglerne, for at Anette og Jens-Ole Paulin har bragt – og stadig bringer – denne viden om vores hormonsystem og interaktioner i krop og sind til os. Og jeg er så indigneret over at vi kvinder – især – bliver afholdt fra denne, måske allervigtigste, viden om os selv.

Anne Mette er i dag certificeret NHT-vejleder – du finder hendes profil her.