Allerede i midten af 1990’erne fik Rhonda Voskuhl, leder af MS-programmet ved Los Angeles’ Universitet, den tanke, at østriol kunne være et effektivt middel mod den invaliderende sygdom Multipel Sklerose. Selv om den gængse mening var, at østriol ikke havde nogen særlige virkninger i kroppen – og nogen læger slet og ret kaldte det et ”affaldsprodukt” – så viste forskningen, at Multipel Sklerose bedredes betydeligt i de sidste 3 måneder af en graviditet – netop hvor produktionen af progesteron og østriol er på sit højeste. Sidst i 1990’erne lykkedes det Voskuhl at få penge til et laboratorieforsøg, som til fulde bekræftede hendes hypotese.
Lille forsøg med stor virkning
De mus, der fik østriol, klarede sig meget bedre end dem, der ikke fik østriol. Samtidig vidste man, at østriol havde en meget høj sikkerhedsprofil. Det blev brugt, især i Asien, til kvinder i overgangsalderen, og der var ikke konstateret nogen bivirkninger ved at bruge østriol. Voskuhl skulle nu vise, at effekten også gjaldt mennesker, og det lykkedes hende at skaffe en halv million dollars til et lille pilotforsøg med 6 kvinder. Resultatet viste, at østriol reducerede antallet af læsioner (attakker) med 80%. Det var bemærkelsesværdigt. De gængse præparater mod sclerose kunne kun reducere læsioner med op til 62%, og det skete med svære bivirkninger til følge. Med østriol var der ingen konstaterede bivirkninger.
Det lignede en succes-historie, men…
Et mindre, dobbeltblindet forsøg med 150 forsøgspersoner ville kræve 5 millioner dollars. Det kan lyde af meget, men i forskningskredse er det småpenge. Til sammenligning bevilgede NIH i denne periode 44 millioner dollars til et forsøg, som skulle teste, om to syntetiske lægemidler mod sklerose fungerede bedre sammen end hver for sig.
Omsider, i 2007, gik den amerikanske patientforening National MS Society, ind i sagen og bevilgede 4,8 millioner dollars til et klinisk forsøg, og NIH fulgte op med 0,8 millioner. Men det var dog på betingelse af, at østriol blev givet sammen med et syntetisk præparat, Copaxone, og det medicinalfirma, der producerede Copaxone, skulle have patent på kombinationen af østriol og Copaxone, hvis forsøget faldt positivt ud.
Og endelig – i 2014 – kunne Voskuhl så fremlægge resultatet af forsøget, som endnu engang viste, at østriol havde en markant effekt på sklerose.
”Jeg havde aldrig troet, det ville blive så svært,” sagde Rhonda Voskuhl til en avis i 2010, frustreret over, at sklerosepatienterne skal vente så længe. ”Det er okay, at jeg selv er gået fra at være ung til at være gammel på den tid, men det er hårdt at se patienterne gå fra at kunne klare sig selv til nu at sidde i kørestol.”
Foreløbig har sklerosepatienterne ventet i 15 år, siden de første museforsøg løb af stablen. Men de kommer sandsynligvis til at vente et godt stykke tid endnu. Næste udfordring bliver at skaffe penge til et storskala-forsøg, et såkaldt Fase 3-forsøg.
”Så begynder hele balladen forfra,” konstaterer Rhonda Voskuhl, ”for det vil kræve langt flere penge. Sikkert omkring 20 millioner dollars.”
Østriol mod sklerose – virkning uden bivirkning
Voskuhls forsøg undersøgte virkningen af østriol sammen med lægemidlet Copaxone. Alle deltagerne i forsøget fik Copaxone, og halvdelen fik desuden østriol – en pille på 8 mg østriol ved navn Trimesta – samt progesteron. Copaxone er et almindeligt brugt lægemiddel mod sklerose. Kvinderne, som fik østriol sammen med lægemidlet, havde efter et års behandling 47% færre tilbagefald i forhold til dem, der kun fik Copaxone, og samtidig blev deres kognitive evner og færdigheder forbedret. Copaxone alene gav efter to år også færre tilbagefald og forbedringer af de kognitive færdigheder i forhold til udgangspunktet, men kombinationen af Copaxone, østriol og progesteron gav både hurtigere og større forbedringer og færre tilbagefald.
Undervejs blev kvinderne fulgt tæt, da et af formålene med forsøget var at undersøge sikkerheden ved denne form for behandling. De gennemgik gynækologiske undersøgelser og mammografi før, under og efter behandlingen, og der var ingen negative virkninger af behandlingen i form af fortykket livmoderslimhinde eller celledeling, ingen tilfælde af brystkræft eller kræft i livmoderen.
Ud over mindre blødningsforstyrrelser var der ingen bivirkninger ved behandlingen, og forskerne konkluderer, at den er både sikker og tåles godt.
Rhonda Voskuhl betoner, at østriol sætter ind på to fronter mod sklerose: det har en anti-inflammatorisk virkning, som mindsker antallet af anfald, og det har en nervebeskyttende virkning, som gør at hjernen tager mindre skade af et anfald. Dette sidste er der ingen af de eksisterende præparater på markedet, der er i stand til.
