Det korte svar
Nogen siger, at progesteron ikke kan optages ordentligt gennem huden som creme eller gel, fordi progesteron i den form er fedtopløseligt. En begrundelse, der ikke giver meget mening, eftersom progesteron altid vil være fedtopløseligt. Progesteron er et steroidhormon, og det er selve definitionen på et steroidhormon: At det er fedtopløseligt – i modsætning til f.eks. peptidhormoner, der er vandopløselige. Så hvis det var rigtigt, kunne man kassere alle de østradiolprodukter, der også findes som creme eller gel og ordineres i den traditionelle hormonbehandling. Østradiol er nemlig også et fedtopløseligt steroidhormon.
Alle steroidhormoner dannes ud fra kolesterol, de har den samme kemiske struktur, og de er alle sammen fedtopløselige. Det er nu engang den struktur, de har. De vil være fedtopløselige, uanset om du tager dem som piller eller creme.
Steroid-kæden. Man kan se, hvordan testosteron dannes ud fra progesteron, og østradiol dannes ud fra testosteron. Det hele hænger uløseligt sammen. Det kan du læse meget mere om i bogen “Naturlig hormonterapi“.
Til dig, der vil vide mere
Danmark hører til de få lande, som ikke tilbyder progesteron som creme eller gel til optagelse gennem huden – det, der kaldes transdermal optagelse. Det naturlige progesteron i pilleform, som er på markedet i Danmark, produceres af medicinalfirmaet Besins. De laver også progesteron som cremer til transdermal optagelse. De er bare ikke på markedet i Danmark.
Studier kan bekræfte, at progesteron i form af cremer har en gavnlig effekt. Her er to studier, hvor der bruges progesteron-creme, og som viser effekt mod hedeture. Det er randomiserede, placebo-kontrollerede studier, publiceret i anerkendte fagtidsskrifter med peer-review:
Transdermal progesterone cream for vasomotor symptoms and postmenopausal bone loss
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10432132/
Transdermal progesterone: effects on menopausal symptoms
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/23969765/
Til info: Alle studier, der publiceres på PubMed, bliver forsynet med en PubMed Disclaimer. Det har ikke noget at gøre med kvaliteten af studiet. Bliv klogere på kvaliteten af studier på PubMed i denne artikel.
I NHT anbefaler vi transdermal optagelse, som efterligner kroppens egen produktion af hormoner, der går direkte i blodbanerne. Oral indtagelse, dvs. pilleform, skal passere fordøjelsessystemet og leveren, som hormoner ikke normalt gør, hvorved meget går tabt. Det kan du læse mere om i denne artikel om Utrogestan.





