EFT kaldes også ”Tapping” fordi man ”tapper” (eller på dansk: ”banker”) let på nogle bestemte punkter på kroppen – fortrinsvis på hovedet og overkroppen. Se punkterne på illustrationen. Disse punkter er steder på kroppen, hvor meridian-banerne ender, og når man banker på dem, så harmoniserer man energi-strømmene i kroppen. Man kan kalde det en slags akupunktur uden nåle.
Det lyder måske lidt langt ude, men faktisk er EFT en af de stress-teknikker, der er bedst gennemprøvet i forskningen og har vist sig mest effektiv. Princippet er, at der er blokeringer eller forstyrrelser i energistrømmen i meridianbanerne, og ved at banke på bestemte punkter, får man energien til at flyde normalt igen. Så med EFT aktiverer man kroppens selvhelbredende evner både fysisk og psykisk.
Teknikken blev udviklet af amerikaneren Gary Craig og er senere blevet udbredt og videreudviklet af mange forskellige mennesker over hele jorden.
Det er normalt, at mens man tapper, kan der komme følelser, tanker, erindringer op, og man kan komme til at græde eller grine. Så vidt muligt fortsæt med at tappe, selvom du græder eller griner. Man kan også opleve reaktioner fra kroppen som varme, at man kommer til at gabe eller sukke, det er også helt normalt.
Man kan sammenligne EFT med at skrælle et løg – når man går i gang med det, kan man komme dybere og dybere ned over tid, men det betyder også, at har man uforløste, undertrykte traumer eller følelser, så kan man komme i kontakt med dem. Derfor er det vigtigt, hvis man fornemmer, at man har stærke ubearbejdede følelser eller oplevelser, at man i begyndelsen laver EFT sammen med en terapeut, eller at der i det mindste er et andet menneske til stede, som kan støtte og hjælpe en. Hvis man har en diagnose og går hos en psykiater eller psykolog eller en anden terapeut – eller man føler, at man burde gå hos en terapeut – så tal med vedkommende om at inddrage EFT i terapien.
EFT er hjælp til selvhjælp, og derfor har man selv det fulde ansvar for processen. Det er vigtigt at vide, når man vælger at tappe, at man selv har ansvaret. I begyndelsen af hver video siger jeg derfor: ”Jeg tager det fulde ansvar for mit eget velbefindende”. Som sagt er EFT som udgangspunkt en blid måde at forløse traumer på, så det er sjældent, at der kommer noget op, som man ikke kan håndtere, og de gamle traumer og negative følelser vil blive forløst gradvist, jo mere man tapper.
Denne tekst er et uddrag af e-bogen “Introduktion til EFT” fra NHT-kurset Få styr på hormonerne
Du kan prøve en EFT mod stress, guidet af Anette Paulin, i vores podcast.
Link til forsøg med EFT mod stress
Hvis du vil vide mere om EFT og Tapping, kan jeg også anbefale Nick Ortners bog: Sæt Livet Fri.