Vi vil gerne blive klogere på, hvad der driver forskerne til at blive ved med kun at forske i “østrogen”. Det giver deres egne studier en mulighed for. Forskerne skal nemlig give en begrundelse for hvert enkelt studie, de sætter i gang. De begrundelser kan vi se på, og det giver et unikt indblik i, hvordan østrogen-myten opretholdes…
Begrundelsen i det britiske studie fra 2026, hvor man fandt, at HRT mindskede risikoen for demens:
“Evidence regarding the association between hormone replacement therapy (HRT) … and cognitive outcomes or dementia risk is conflicting and inconclusive.”
Den hidtidige forskning på området er modstridende. Derfor laver vi dette studie for at se, om vi kan skabe mere afklaring.
Du finder en tilsvarende formulering i det danske studie fra 2023, der fandt, at HRT øgede risikoen for demens:
“Oestrogen is known to have both neuroprotective and neurodamaging properties …The effect of menopausal hormone therapy on the risk of dementia is uncertain.”
Den hidtidige forskning angående østrogen og demens er usikker. Derfor laver vi dette studie for at se, om vi kan skabe mere afklaring.
Man kigger altså på den hidtidige forskning i østradiol og konkluderer, at der er modstridende resultater, og derfor vil man nu lave et nyt forsøg, der skal skabe afklaring.
“Vi laver endnu et forsøg med østrogen, fordi der i forvejen er lavet en masse forsøg med østrogen, uden at der er kommet en afklaring.”
Så det er svaret fra den gruppe af forskere, der arbejder inden for det paradigme, som vi i bogen Naturlig hormonterapi kalder østrogen-myten. “Det eneste hormon, der er værd at forske i, er østradiol.” Hvorfor? Fordi det er dét, der altid er blevet forsket i. Og det kan altid gøres bedre. Der mangler altid en afklaring.
Og derfor er der ingen ende på det. Det kan fortsætte til evig tid inden for det paradigme.
Grundforskning er op ad bakke
Men forskere er ikke en homogen gruppe, hvor alle vil levere det samme svar. Lidt simplificeret kan man identificere to andre grupper. Den ene mener, at det måske ville være en fordel at inddrage andre hormoner også. Det gælder f.eks. Eef Hogervorst, professor i neuropsykologi, der påpeger, at man nu har 70 års forskning i østradiol mod demens, uden at der er kommet en afklaring. Læs hendes synspunkter i artiklen Besat af østradiol?
Men det er svært at komme nogen vegne, når man vil indføre flere hormoner i puljen. Man skyder lidt i blinde. “Lad os prøve at tilføje testosteron”, f.eks. Nå, det gav heller ikke det store. Og pengene er små, når man laver grundforskning. Det er op ad bakke. Det er så meget nemmere og billigere at køre et registerstudie på en behandling, der i forvejen er vidt udbredt og har en lang historie bag sig.
Og det er nok en af de helt væsentlige grunde til, at forskerne bliver ved med at tygge drøv på den samme behandling: Fordi den er der.
En helt anden tilgang
Så er der en tredje gruppe, der arbejder ud fra et helt andet paradigme. De ser ikke på de store mængder forskning i “Virker østrogen? Virker det ikke? Hvor godt virker det?” De spørgsmål er irrelevante for dem, for de har en helt anden tilgang. De tager udgangspunkt i den forskning, som handler om, hvad kvinder rent faktisk mangler. Og de ser også på, hvad der skader, det vil i dette tilfælde sige: hvad der øger risikoen for demens.
Det er f.eks. en forsker som Dale Bredesen, internationalt anerkendt neurolog med speciale i neurodegenerative sygdomme. Han laver studier, hvor man adresserer over 30 faktorer, som forskningen har påvist øger risikoen for demens – mangeltilstande og skadelige stoffer. Det er forskning, der leverer bedre resultater, men som ikke passer til den standardiserede behandlingsmodel, som benyttes i det eksisterende behandlingssystem.
NHT bygger også på dette paradigme. Vi formulerer det som: “Giv det, der mangler, og fjern det, der skader.” Det vil i en eller anden grad være individuelt, så man skal forholde sig til hver enkelt person, og det er ressourcekrævende.
Ét enkelt stof mod hver sygdom?
Det er ressourcekrævende at “give det, der mangler og fjerne det, der skader” – og derfor kolliderer det da også med et forskningssystem, der har som værdi, at man skal finde ét enkelt stof mod hver enkelt sygdom. Det er den såkaldte monoterapeutiske tilgang. Ét stof – og max. 2 i kombination, når det går højt – skal være midlet mod denne sygdom. Ikke andre. Hvis dette stof ikke virker, kan du prøve et andet. Men det er så dét. Ikke noget med at se på 30 faktorer, der bidrager til denne sygdom. Det er udelukket. Og det er det blandt andet, fordi det er dyrt nok i forvejen at lave store, randomiserede placebo-kontrollerede forsøg med et enkelt stof. Det vil være komplet umuligt at lave dem, hvis man skal udføre individuel behandling på f.eks. 4000 mennesker, hvor man for hver enkelt skal forholde sig til, hvad de mangler, og hvad de bliver udsat for af skadelige stoffer, og gøre noget ved det.
Hvis det er, hvad der skal til, for at kunne behandle sygdom – og det mener vi i NHT – så er vores nuværende system ganske enkelt ikke gearet til at håndtere det. Det er da så også, efter min mening, grunden til, at vi ser en støt stigende forekomst af kroniske sygdomme – dvs. sygdomme, som systemet ikke er i stand til at gøre noget ved.
*
Ved mange kroniske sygdomme – hvad enten der er tale om knogleskørhed, kræftudvikling eller åreforkalkning, eller om kognitiv svækkelse som følge af Alzheimers … står man i virkeligheden over for fysiologiske ubalancer. Med andre ord er der tale om netværk af molekylære signalveje, der er kommet ud af balance, og som er forbundet med en kronisk sygdomsproces.
Dale Bredesen, MD
internationalt anerkendt som ekspert i mekanismerne bag neurodegenerative sygdomme som Alzheimer’s.
Læs interviewet med ham her (engelsk): https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC4712873/Kort sagt: Tænk i balance.
*
Hvordan opstod den gældende hormonbehandling egentlig? Det udforsker vi her:
