Echinacea Purpurea, purpursolhat, rød solhat – kært barn har mange navne. Echinacea er en velkendt lægeplante, og mange har nok prøvet Echinacea-ekstrakt i en eller anden form mod f.eks. forkølelse. Der er meget stor forskel på prisen på forskellige Echinacea-produkter, og det har en enkel forklaring. De billige produkter er lavet af udtræk af blade, stængel og eventuelt blomster, og det betyder, at man kan lave ekstrakt fra den samme plante år efter år. De dyre udgaver er udtræk af roden også – og så kan man kun lave ekstrakt af den samme plante én gang! Der er forskellige aktive stoffer i de forskellige dele af planten, så derfor er ekstrakter, der er lavet af hele planten – dvs. både rod, stængel, blade og blomster – mere effektive end dem der kun er lavet på dele af planten. Men det er nemt – og billigt – at lave sin egen effektive Echinacea-ekstrakt, og foråret er et godt tidspunkt at gå i gang.
Man skal bruge en pose frø og nogle potter jord (se billede) og en stor portion tålmodighed (ikke afbildet).
Så frøene i potter indendørs nu, de skal bare dækkes af et tyndt lag jord, ikke dybt ned. Hold potterne fugtige. Når planten bliver større, kommer man den over i større krukker eller sætter dem ud i haven, når risikoen for nattefrost er forbi. De bliver ganske store, så ideelt set skal der være 45 cm mellem dem, men mine står nu tættere end det, og det går også fint. De bliver ret høje – 80 cm – så de kan godt nogen gange have brug for støtte. Så er det bare med at vente – og om halvandet år kan du så lave den perfekte Echinacea-ekstrakt! Planterne blomstrer nemlig først første gang på 2. året, men det er stauder, så de kommer derefter igen år efter år og blomstrer hvert år – indtil du graver dem op og laver ekstrakt af dem. (Derfor skal man så flere ad gangen og sørge for at efterså, hvergang man har gravet nogle planter op!)
I august næste år kan du så tage den første plante med blomster – i år kan du nøjes med en uden blomster (eller du kan ”snyde” og købe en på planteskolen). Grav planten op, rens roden for jord og skær den i mindre stykker. Skær også et par stængler i mindre stykker, tag bladene og nogle blomster og læg det hele i et stort syltetøjsglas og hæld vodka over, så det hele er dækket. Stil glasset mørkt og køligt i 3 måneder. Derefter hælder du det hele gennem en sigte over i en skål (helst med hældetud) og derfra over i en flaske og vupti – du har supergod Echinacea-ekstrakt klar!
Echinacea-ekstrakt virker anti-inflammatorisk, stimulerer luft- og urinveje og kan bruges på huden ved forkølelsessår, herpes og dårligt helende sår. Desuden er Echinacea Purpurea en flot plante med flotte blomster, så den er også en fornøjelse i haven – og bierne elsker den 😉