Forskningen har vist, at mange ældre mangler zink – i et studie viste det sig for eksempel at 30% af de ældre på et plejehjem manglede zink, og at de der manglede zink havde større risiko for at få lungebetændelse.
Der har derfor været flere forsøg med tilskud af zink til ældre, som har vist forbedring af immunforsvaret og færre tilfælde af lungebetændelse og andre infektioner.
I et forsøg blev der givet 45 mg zinkgluconat til ældre – mellem 55 og 87 – i et år. Der var 50 deltagere, og halvdelen fik zink, den anden halvdel fik placebo. Undervejs og tilsidst målte man forskellige inflammatoriske cytokiner og T-celler, og man holdt øje med, hvor mange infektioner deltagerne fik. Resultatet var, at forekomsten af infektioner var signifikant lavere hos de, der fik zink, og samtidig var inflammatoriske cytokiner som TNF alpha og tegn på oxidativt stress væsentlig lavere.
45 mg zink om dagen lyder af ganske meget, men der har været forsøg med 30 mg, hvor de der havde en stor zinkmangel ikke fik nok gavn af tilskuddet, deres zinkmangel blev ikke afhjulpet – men zinktilskud på 30 mg styrkede også immunforsvaret og forbedrede T-cellernes antal og funktion. Og så har der været forsøg med meget høje doser zink – mellem 100 og 300 mg om dagen i op til 3 år til mennesker, der havde en eksisterende leversygdom. Dette forsøg viste, at zink også i så høje doser tåles godt – der var ingen bivirkninger – og at zink styrker leveren: de der fik meget høje doser fik ikke forværringer af deres sygdom, sådan som det normalt sker, og som det også skete for dem i kontrolgruppen, som ikke fik zink.
Zink har altså en gavnlig virkning på immunforsvaret og på leveren, og der kan – i visse situationer i hvert fald – være brug for mere zink end den normale anbefalede daglige dosis.
Denne artikel beskriver enkeltstående forskningsresultater og skal ikke ses som en generel anbefaling af det omtalte stof. Konklusioner om gavnlighed og virkning er forskernes egne.
Kilder:
Forsøget, hvor der blev givet 45 mg i 12 måneder:
Zinc supplementation decreases incidence of infections in the elderly: effect of zinc on generation of cytokines and oxidative stress
Om zink, immunforsvaret og aldring generelt:
The immune system and the impact of zinc during aging
Zinc and the Altered Immune System in the Elderly
Forsøget, der viste at zink forbedrer leverfunktionen
Long-Term Zinc Supplementation Improves Liver Function and Decreases the Risk of Developing Hepatocellular Carcinoma
Forsøget, der viste at 30 mg zink ikke var nok for alle, men det forbedrede immunforsvaret
Effect of zinc supplementation on serum zinc concentration and T cell proliferation in nursing home elderly: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial