Da jeg var i 40’erne begyndte jeg gradvist at få sværere ved at falde i søvn, hvis jeg drak kaffe om aftenen. Stille og roligt blev jeg mere lys- og lydfølsom, men oplevede det bare som træls – ikke problematisk. Jeg begyndte at sove med ørepropper, vi fik mørklægningsgardiner i soveværelset o.s.v.
I begyndelsen af 50’erne tog det til. Jeg lå ofte en time før jeg faldt i søvn. Kom jeg sent i seng, f.eks. efter en fest, sov jeg ofte slet ikke. Det var også her, jeg mistede mit gode humør. Alt blev ret pludseligt “gråt i gråt”. Jeg kunne godt med mit intellekt tænke, at mit liv da var dejligt: Dejlig familie, godt netværk, ro på økonomien, ingen sygdom hos mig og mine. Alligevel slæbte jeg mig ud af sengen, og dagene skulle bare overstås. Jeg blev usikker og irritabel. Mistede mit overblik og mit overskud. Jeg kunne begynde at græde over småting, jeg følte mig ensom, da ingen forstod mig, men det gjorde jeg jo heller ikke selv.
Da jeg blev 55 toppede søvnproblemerne. Der sov jeg ikke 3 nætter i træk.
På 4. dagen lå jeg i sengen, fordi jeg var for svimmel til at gå. Jeg var hallucineret. Jeg lå og holdt på mit højre øje, da jeg var overbevist om, at mit øje ville trille ud på puden, hvis jeg slap. I gardinerne i soveværelset kom der jævnligt ansigter til syne. Det var ikke uhyggeligt. De var der bare.
Jeg fortalte min mand, der er psykolog, at han skulle vide, at hvis jeg døde nu, så døde jeg lykkeligt.
Jacob vidste, at jeg ikke ville have sovepiller, men han insisterede på, at vi kørte på skadestuen. Han har efterfølgende fortalt, at jeg sad og talte med mine strømper, mens jeg tog dem på.
På skadestuen fik jeg så sovepiller, som jeg valgte at tage. Jeg følte ikke, at jeg havde noget valg.
Jeg blev henvist til en søvnklinik, hvor de målte min søvn i 2 uger. Selv om jeg tog sovepillerne, sov jeg mellem 0 – 4 timer pr. nat, ifølge målingerne på søvnklinikken. De konstaterede at jeg havde det, de kaldte “svære søvnproblemer”, hvad jeg jo sådan set godt vidste i forvejen, og de henviste til psykolog. Så var jeg forbi en psykolog som sagde, at min søvnproblemer ikke skyldtes psykologiske faktorer.
Senere talte jeg med min egen læge. Da jeg spurgte ind til, om min søvnløshed kunne være hormonelt betinget, svarede hun nej. Hun forklarede, at det, der holder kvinder vågne i overgangsalderen, er hedeture. Dem havde jeg jo som bekendt ingen af. For at gøre en lang historie kort, havde hun intet konkret at tilbyde mig.
Da jeg er i yogamiljøet begyndte jeg at praktisere hormonyoga. Efter tre måneder sov jeg bedre, hvilket bekræftede mig i, at årsagen til min dårlige søvn var hormonelt betinget. Jeg blev i stand til at trappe ud af sovepillerne, men rigtig godt blev det først, da jeg fik kendskab til NHT®. Tilfældigt talte jeg med en, der havde læst bogen Naturlig hormonterapi, så den læste jeg. Og så gik jeg systematisk i gang med vitamintilskud, udrensning og bioidentiske hormoner. Det gjorde virkelig en afgørende forskel. Jeg fik min fysiske og psykiske robusthed, mit overskud, mine kognitive færdigheder og mit humør tilbage. NHT® handler simpelthen om at tilføre det, som kroppen mangler. Det lyder enkelt, men det er afgørende. Jeg havde investeret i mærkelige lamper, søvnbriller, dråber, urter, psykologtimer… som ikke hjalp. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik kendskab til NHT®.
Lene Stein er i dag certificeret NHT-vejleder med hjemmesiden hormoneribalance.com
