Hedeturene om dagen kunne jeg vænne mig til – jeg lærte hurtigt at gå med lag-på-lag tøj, så jeg kunne lægge et par lag, når hedeturen kom. Især hvis jeg var stresset, kom de, og det vænnede jeg mig til. Men om natten var det værre – jeg vågnede flere gange, skulle skifte nattøj, kunne ikke holde ud at have dyne på – for så at vågne en halv time senere, fordi jeg frøs og skulle have dyne på igen. Jeg vågnede også flere gange i løbet af natten med en følelse af, at nogen havde tændt et skarpt lys inde i mit hovede. Jeg var lysvågen, på en meget ubehagelig måde, men samtidig dødtræt. Det tog mig hver gang lang tid at falde i søvn igen, og jeg var udmattet om morgenen.
Og efterhånden kom der flere symptomer, som tog til i styrke som månederne gik. Jeg begyndte at få hjertebanken om natten før en hedetur. Det føltes nogen gange nærmest som panik-anfald, og jeg havde meget svært ved at falde i søvn igen, ofte lå jeg vågen i flere timer og lyttede til mit hjerte, som hamrede derudaf. Jeg opdagede, at jeg som regel vågnede op med hjertebanken, så gik der lidt, og så kom hedeturen. Det var anderledes end de hedeture, jeg havde haft tidligere, men selvom jeg prøvede at søge på nettet efter forskellen på hedeture og hedeture med hjertebanken, så fandt jeg ikke noget i første omgang.
Jeg skulle også op og tisse flere gange om natten, og jeg var ofte lige så træt, når jeg stod op, som jeg var, da jeg gik i seng.
Samtidig syntes jeg også, at min hud blev nærmest mere og mere rynket og kedelig dag for dag, og jeg var træt og havde ingen energi. Hver eneste opgave dagen igennem, om det så var at vaske op eller lave mad, blev et uoverstigeligt bjerg, og jeg følte mig udmattet hele tiden og havde svært ved at få noget fra hånden. Jeg blev også mere og mere deprimeret. Mit humør svingede fra ”let deprimeret” til ”helt nede i kulkælderen”. Jeg syntes ikke, der var nogen glæde ved noget mere. Vi har haft nogle hårde år på grund af finanskrisen, og jeg syntes efterhånden, at det hele var blevet for hårdt. Selv hvis der skete noget godt, og jeg sagde: ”det er sørme dejligt” eller ” det er jeg glad for”, så følte jeg ingen glæde. Det hele føltes meningsløst.
Og min hukommelse blev hårdt ramt. Jeg kunne ikke huske, hvad vi havde fået at spise i går, eller hvad vi havde lavet i forgårs f.eks. Aftaler skulle skrives ned med det samme, ellers glemte jeg dem, og at gå på indkøb, hvis jeg havde glemt indkøbssedlen, var helt umuligt. Men det værste var, at jeg glemte ord. Jeg kunne pludselig ikke huske navne på helt almindelige ting som f.eks. æg, gaffel, kødsovs. ”Skal vi ikke lave spaghetti med …øh….”, ”kan du ikke lige tage en …. øh …” ”skal vi koge et par … øh…. til frokost”. Min mand blev god til at gætte ud fra sammenhængen, hvad jeg mente, men nogen gange kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre, fordi det var mere abstrakte ting, og jeg var ved at blive vanvittig. Jeg følte, den var helt gal med min hjerne, rablende demens kom susende ind og blev værre dag for dag. Ikke at kunne udtrykke mig, at være afhængig af, at andre kunne gætte, hvad jeg mente, det var rædselsfuldt.
Jeg lånte bøger på biblioteket om overgangsalderen og blev chokeret over deres udførlige beskrivelser af de sygdomme, som åbenbart lå og ventede forude: osteoporose, gigt, kræft, hjerte-karsygdomme. En bekendt havde engang sagt: ”Efter de 50 går det virkelig hurtigt med at ældes”. Jeg nærmede mig de 50, og udfra hvordan jeg havde det, og hvad jeg kunne læse i bøgerne, virkede det, som om den bedste del af mit liv lå bag mig. Skulle jeg ikke bare se at gøre en ende på det, i stedet for at se frem til år med sygdom og elendighed, hvor alting bare ville blive værre og værre?
Jeg var også begyndt at tage på, især om maven, og jeg kunne da også læse, at kvinders stofskifte falder efter overgangsalderen, så nu lå en evig kamp mod overvægt også og ventede på mig.
Det var en veninde, knap ti år ældre end mig, der foreslog, at jeg skulle prøve progesteron og østriol – hun havde boet i udlandet, og hun havde brugt det i de sidste 15 år, sagde hun. Det havde bragt hende frelst igennem overgangsalderen.
Jeg husker tydeligt den første dag, da cremerne kom, og jeg tog dem på med det samme. I løbet af de første to timer mærkede jeg, hvordan mit humør blev bedre, jeg fik mere energi, og tågerne i mit hoved begyndte at lette. Jeg blev helt euforisk. I løbet af de næste dage steg både humør og energiniveau, og jeg jublede rundt: jeg var blevet mig selv igen! Det var helt forrygende.
I starten tog jeg fuld dosis af både progesteron og østriol både morgen og aften. Mit humør og mit energiniveau bare steg og steg, og det kulminerede en dag, hvor jeg nærmest var manisk. Jeg susede rundt og gjorde ting og ordnede hele dagen og natten, selv klokken 4 om natten var jeg stadig ikke træt, men nærmest høj. Måske var det lige lovlig meget, tænkte jeg, og så holdt jeg pause med cremerne et par dage, og derefter startede jeg ud med lavere dosis: en fuld dosis østriol om morgenen og en fuld dosis progesteron om aftenen – med løbende justeringer til jeg fandt det rigtige niveau.
For mig var det en nærmest mirakuløs løsning på alle de problemer, som var kommet med overgangsalderen. I løbet af nogle måneder holdt jeg op med at skulle op og tisse om natten, hedeturene blev færre og færre og forsvandt til sidst helt. Jeg sover godt og vågner – ofte før vækkeuret ringer – og er frisk og veludhvilet. Jeg har tabt mig igen – uden at gøre noget særligt for det, men selvfølgelig spiller det også ind, at jeg har fået masser af energi og godt humør igen. Jeg kan føle glæde igen, nogen gange endda helt ud af det blå uden nogen grund, bare en enkel glæde over at være til. Min hukommelse er som før, jeg leder ikke længere efter ord, som jeg ved, jeg kender, og det er også en stor lettelse.
Min hud er ved at blive pænere igen, men det betyder faktisk mindre nu – lidt rynker hist og pist kan ikke ødelægge mit humør. Hvad der virkelig er vigtigt, er at det var muligt at vende den nedadgående spiral. At opleve, at livet ikke bare er én lang nedtur fra og med overgangsalderen – det kan simpelthen gå den anden vej og blive bedre!
Min historie 2 – Blæreproblemer
