I denne artikel
Der er positive tendenser at spore, men først og fremmest afslører Kræftens Bekæmpelse en grundlæggende uvidenhed om forskningen i hormoner i sin omtale af NHT Naturlig Hormonterapi® på cancer.dk, og det bekræfter kun behovet for at have nogle uddannede NHT®-vejledere, der kan give seriøs vejledning ud fra forskningen.
Man kan undre sig over, at en organisation, der har til formål at bekæmpe kræft, ved så lidt om forskningen i progesteron, hvor resultaterne potentielt vil kunne spare tusindvis af kvinder for brystkræft. Men det har at gøre med, at det er et naturligt stof, der ikke kan patenteres, og som har været kendt i over 80 år. Kræftens Bekæmpelse, derimod, koncentrerer sig om at finde et mirakelmiddel ved at fokusere på udviklingen af nye stoffer. Som daværende direktør for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen sagde det til dagbladet Information:
”Vi er alle meget optagede af den store basalforskning om, hvorvidt vi ’kan aflure kræftens gåde’.” (Inf., 30.05.15.)
Men kræft er ikke en fuldstændig gåde. Forskningen har afdækket mange faktorer, som skaber kræft, og som man kan sætte ind overfor – og disse faktorer har vi studeret i NHT Naturlig Hormonterapi® og formet til en samlet strategi.
Mens vi venter på mirakelmidlet…
Vi mener ikke, at mennesker, der har eller har haft kræft, skal sidde passivt og vente på, at man en dag skal opfinde et mirakelmiddel, der løser alle problemer, når der rent faktisk er rigtig mange områder, man kan sætte ind på, som beviseligt beskytter mod og nedsætter risikoen for kræft.
Et af disse områder er hormonbalancen, hvor hormonet progesteron har vist sig at være essentielt, når det handler om at begrænse den cellevækst, der fører til kræft. Det er blevet vist i forskning på alle niveauer – i kliniske forsøg, i observationsstudier – og i laboratoriet.
Man skal ikke underkende laboratorieforsøg – de kan noget, som kliniske forsøg ikke kan: De kan fortælle os, hvorfor et stof er i stand til at have den virkning, det har. Et af disse forsøg, publiceret i det højt anerkendte tidsskrift “Nature”, skabte fornylig overskrifter i udlandet. Det viste, hvordan progesteron bærer sig ad med at stoppe væksten i kræftceller. Se artiklen i Medical News Today her. Se vores omtale af forsøget her på bloggen.
Så vi har påtaget os en anden rolle end Kræftens Bekæmpelse. Vi mener ikke, at kampen mod kræft hovedsageligt er et spørgsmål om at jagte nye opfindelser – kræft er en kompliceret tilstand, der opstår i kraft af mange samtidige faktorer, som man må og kan sætte ind overfor med den viden, vi allerede har i dag fra forskningen. Og det er den viden, vi har samlet i NHT Naturlig Hormonterapi®.
Ønsker du seriøs vejledning om hormonbalancen, så anbefaler vi, at du kontakter en af de vejledere, der er uddannet i NHT Naturlig Hormonterapi®. De kender forskningen på dette område.
Her tager Kræftens Bekæmpelse fejl
Vi vil så også her rette nogle af de fejl, som Kræftens Bekæmpelse har i deres beskrivelse af forskningen i progesteron – fejl, som typisk opstår, når man ikke har studeret forskningen med tilstrækkelig omhu.
1. ”Der findes ingen studier der viser, hvordan tilskud med progesteron påvirker kvinder med brystkræft.” skriver Kræftens Bekæmpelse. Det er ikke korrekt.
Du behøver ikke gå længere end til nht.nu for at finde omtale af sådan et studie – der er link til det her. Et dobbeltblindet, placebo-kontrolleret forsøg, hvor man giver kvinder tilskud af progesteron før brystkræftoperation, og det øger overlevelsen bagefter, især for fremskreden kræft. Kræftens Bekæmpelses konklusion om, at forskningen er ”helt utilstrækkelig” må derfor også siges at være baseret på uvidenhed, da de åbenbart ikke kender de eksisterende studier.
2. Kræftens Bekæmpelse skriver, at bioidentiske hormoner ”i deres kemiske struktur – har en stor lighed med de hormoner, der naturligt produceres i kroppen.” Det er en misforståelse, når man skriver at de har en ”stor lighed”. Den korrekte betegnelse er, at de er ”identiske” – deraf navnet: bioidentiske. At fremstille hormoner, der er 100% magen til kroppens egne, blev muliggjort af kemikerne Percy Julian og Russell Marker i 1940 med en formel, der blev kendt som ”The Marker Degradation”. Det er en formel, der fremstiller progesteron, som er molekylært identisk med kroppens eget progesteron. Du kan læse historien om dette gennembrud i bogen Naturlig hormonterapi. Hvis bioidentiske hormoner ikke var 100% identiske med kroppens egne hormoner, men kun havde ”stor lighed” med dem, så ville de være andre stoffer, og så ville de kunne patenteres. Bioidentiske hormoner kan ikke patenteres, fordi de er identiske med kroppens egne hormoner, og derfor har de heller ikke medicinalindustriens interesse. Her deler naturlige hormoner skæbne med så mange andre naturlige stoffer: Der er ingen penge til at formidle forskningen ud til lægerne – og åbenbart heller ikke til Kræftens Bekæmpelse – fordi medicinalindustrien ikke giver penge til det.
3. Kræftens Bekæmpelse taler om østrogen, som om det er et hormon i sig selv. ”Det er også meget velundersøgt, at blodets indhold af østrogen kan få brystkræftceller til at dele sig,” skriver de blandt andet. Og ”De to kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron er helt centrale i forhold til den kvindelige biologi.” Men der findes ikke et hormon, der hedder østrogen.
Østrogen er betegnelsen for en gruppe af hormoner, som har vidt forskellig virkemåde. Man skal derfor være særdeles varsom med at blande dem sammen, sådan som Kræftens Bekæmpelse gør i deres beskrivelse. Ikke mindst skal man skelne imellem den celledeling, der fremmes af østradiol, men som ikke fremmes af østriol. Du kan læse om de præcise forskelle i artiklen her på nht.nu: De tre østrogener. Kræftens Bekæmpelse har ikke sat sig ind i forskellen på østrogenerne, selv om denne forskel er af væsentlig betydning for forebyggelse og nedsættelse af risikoen for kræft.
4. Kræftens Bekæmpelse skriver også: ”I modsætning til resten af verden, har man i Frankrig tradition for at bruge progesteronholdig creme som behandling til kvinder med gener ved overgangsalderen.” Det er rigtigt, at Frankrig har været et foregangsland, når det gælder forskning i naturligt progesteron, men forestillingen om, at det er ”i modsætning til resten af verden” viser kun, at Kræftens Bekæmpelses viden ikke er opdateret. Der er i høj grad fulgt op på det.
De seneste to store forsøg i USA med hormonbehandling til kvinder i overgangsalderen, KEEPS og ELITE, brugte udelukkende naturligt progesteron og havde helt fravalgt de patenterede gestagener – med den begrundelse, at der er omfattende forskning, der viser en langt bedre bivirkningsprofil for det naturlige progesteron. Også disse forsøg er nøje beskrevet i bogen Naturlig hormonterapi. Læser du denne bog, ved du alt i alt meget mere om forskningen på området end Kræftens Bekæmpelse. Den kan lånes på biblioteket.
Men selv om Kræftens Bekæmpelse demonstrerer den samme uvidenhed om naturlige hormoner som det øvrige sundhedsvæsen – den uvidenhed, som gjorde det nødvendigt at skrive bogen “Naturlig hormonterapi” – så er der også positive tendenser at spore.
De positive tendenser
”Biologisk set er det ikke umuligt, at progesteron påvirker østrogens effekt på væksten af brystkræftceller anderledes end gestagen gør,” erkender Kræftens Bekæmpelse – og det må siges at være en ny erkendelse for dem, at en forskel på naturligt progesteron og patenterede gestagener overhovedet eksisterer. Den forskel fremgik ikke, da de fremlagde et forsøg i 2015, der havde undersøgt effekten af patenterede gestagener i p-piller og hormonspiral og konstateret, at de øgede risikoen for hjernesvulster. Her kaldte man rask væk de patenterede gestagener for ”progesteron” og mente, at man havde undersøgt ”de kvindelige kønshormoner”. Vi gik med det samme ud med en korrektion, som du kan læse her hos dagbladet Information.
Vi ser frem til, at Kræftens Bekæmpelse fremover vil indskærpe over for de forskere, de samarbejder med, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem patenterede gestagener og kvindelige kønshormoner, og at disse patenterede gestagener ikke er det samme som progesteron. På den måde vil Kræftens Bekæmpelse kunne holde op med at skabe ubegrundet frygt for et hormon, progesteron, som de i dette tilfælde slet ikke havde forsket i.
Over 50% bliver ikke hjulpet med anti-hormonbehandling
Og må vi så til sidst have lov at slå fast, at vi ikke – som Kræftens Bekæmpelse antyder – anbefaler vores klienter at ”udskifte deres antihormonbehandling med progesteron og østrogen”. Her burde Kræftens Bekæmpelse have haft den høflighed at kontakte os for at få sagen opklaret, før de fremkom med sådan en påstand. Kræftens Bekæmpelse koncentrerer deres indsats om patenterede stoffer, og patenterede stoffer er også, hvad patienter i det danske sundhedsvæsen vil få tilbudt i form af antihormonbehandling. Det er ikke vores rolle at blande os i det. Vores rolle er at fremlægge den forskning, der findes på området, så vi er med til at sikre, at vores klienter kan træffe deres egen beslutning på et informeret grundlag, sådan så Sundhedslovens §15 og 16 bliver overholdt.
Det, vi oplever, er kvinder, der kommer til os, fordi de har fravalgt antihormonbehandling på grund af de ofte voldsomme bivirkninger. Disse bivirkninger udgør et meget alvorligt problem, som Kræftens Bekæmpelse vælger at ignorere. Således viser f.eks. et studie af kvinder på Tamoxifen eller patenterede aromatasehæmmere, at over halvdelen faldt fra, fordi de ikke kunne leve med bivirkningerne, der bl.a. omfatter stærke ledsmerter, hoftebrud, svækket hukommelse og risiko for tidlig demens. For et stort antal kvinder er antihormonbehandling af denne grund ikke en reel mulighed.
Der findes naturlige, ikke-patenterbare aromatasehæmmere, som i den situation kan være et alternativ for disse kvinder. Men dette alternativ er de ikke blevet informeret om af lægerne. Vi ser en tendens til, at man i det danske sundhedsvæsen tager lige lovlig let på de to paragraffer i Sundhedsloven, der forpligter læger til at sikre, at man som patient har et informeret grundlag at træffe sine beslutninger på. Der står ikke en tilføjelse om, at dette grundlag kun skal omfatte patenterede stoffer.
Progesteron beskytter mod brystkræft
”Desuden antydes det, at progesteron ligefrem er beskyttende mod brystkræft,” skriver Kræftens Bekæmpelse om NHT Naturlig Hormonterapi®. Nej, vi i NHT Naturlig Hormonterapi® benytter os ikke af antydninger. Vi fremlægger åbent og med udførlige kildeangivelser den forskning, som viser, at progesteron beskytter mod brystkræft – fordi vi mener, at enhver i dette land har krav på at få adgang til denne forskning, hvis de ønsker at kende den. Så det vil vi blive ved med at gøre.
Her kan du finde en NHT-vejleder
Tekst: Jens-Ole Paulin, videnskabsjournalist, Center for Naturlig Hormonterapi
Citaterne fra Kræftens Bekæmpelse er pr. 11.06.2017.