Kampen om overgangsalderen

Feminin for evigt

Gynækologen Robert Wilson ramte lige ned i tidsånden, da han i 1966 udgav bogen ”Feminine Forever” – med en erklæring på forsiden om, at dette var en af de største medicinske revolutioner nogen sinde. Kvinderollen var under opbrud, p-pillen var opfundet, og luften var fyldt med løfter om forandring og frigørelse. Reel ligestilling, skrev Robert Wilson, kunne ikke blive til virkelighed, før kvinder var sluppet af med det undertrykkende åg, som adskilte dem fra mændene, nemlig tabet af den kvindelighed, som var deres skæbne, når overgangsalderen satte ind. Dette urimelige, kvindelige vilkår kunne nu ophæves for al fremtid, og opskriften var ganske enkel – den hed: ”østrogen.”
Bogen blev en omgående bestseller, der allerede samme år blev oversat til dansk – her med den knap så mundrette titel: ”Bevar og forny kvindeligheden”.

Wilson var uden tvivl tidstypisk. På den ene side fremførte han en stereo­typ køns­rolle-opfattelse, som han selv var formet af, og som stadig var rodfæstet i midten af 1960’erne – ‘manden er af natur utro og skal have lov til at være det,’ mente han, mens ‘kvindens rolle er at føre kærlig­heden aktivt ind i alle forhold’. På den anden side greb han fremtiden med sin glødende opbakning til, at kvinder skulle have lov til at hævde sig. Men uanset inden for hvilket område, en kvinde gør sig gældende, skrev Wilson fordomsfrit, ”i hjemmet, i forretningslivet, i kunsten eller erhvervslivet, kan en kvinde ikke fuldt ud benytte sig af de fordele, der bliver hende tilbudt, medmindre hun er forsynet med de nødvendige mængder af østrogen.”

Og her kom østrogen-behandling ind som den behandlings­teknik, hvor kvinder ”for første gang i historien kan dele morgendagens løfter som mandens biologisk ligestillede”, og hvor de så længe, de lever, vil ”forblive feminine – fysisk og psykisk.” Robert Wilson fremstillede sig selv som en pionér, der havde gået grueligt meget igennem for omsider at kunne afsløre en videnskabelig sandhed for alverden, og han inviterede alle kvinder til at deltage i dette eventyr. Man kan roligt sige, at invitationen blev imødekommet.

To år tidligere havde Robert Wilson oprettet en fond, som havde til formål at udbrede fordelene ved østrogen-behandling. Hans fond havde fået betydelige summer i støtte fra 3 medicinalfirmaer, herunder Wyeth, der havde patent på østrogen-præparatet PreMarin, som blev udvundet fra heste-urin. Om PreMarin skriver Wilson i sin bog, at man har over­vundet tidligere tiders be­græns­ninger, fordi man nu er i stand til at fremstille østrogener, der kan ”fås i en bekvem tabletform og tilberedes ud fra urin fra hopper, i hvis krop den kemiske sammensætning sker. Takket være en stofskiftemæssig forbedring, der hidrører fra den kemiske bindingsproces, er disse præparater fuldstændigt fri for bivirkninger.”
Han nævner strengt taget ikke vare­mærket PreMarin – men det er heller ikke nødvendigt, eftersom PreMarin var det eneste præparat, der blev fremstillet af urin fra hopper.

Kvindefrigørelse for milliarder

I 2002, da det hele faldt til jorden med et brag, fortalte Wilsons søn til New York Times, at hans far i høj grad var blevet støttet økonomisk af medicinalindustrien, også til de efterfølgende foredragsturneer. Noget håndfast bevis findes dog ikke.

Hvad man til gengæld ved med sikkerhed er, at medicinalfirmaet Wyeth fuldt ud forstod at udnytte det momentum, der opstod. Fra 1966 og gennem de næste 30 år tjente de milliarder på at afsætte Premarin til kvinder i hele USA. De sørgede også selv for at hjælpe fremstødet på vej med det, der senere blev afsløret som ”ghost-writers” – firmaer som DesignWrite, der havde specia­liseret sig i at skrive forsk­ningsartikler med det ønskede resultat og derefter finde nogle forskere, som ville lægge navn til dem.

Det kunne også siges at være nødvendigt, for allerede da Wilson skrev sin bog i 1966, var der adskillige studier, som havde vist, at vedvarende udsættelse for østrogen øgede risikoen for brystkræft. Det var dog ”kun dyreforsøg,” og de blev ganske overdøvet af det overvældende fremstød, der var blevet sat i gang.

To store studier i 1975 var dog ikke til at komme uden om: De fastslog, at østrogen-behandling øgede risikoen for livmoderkræft, men her havde man et patenteret ”gestagen” i baghånden – det hed medroxy-progesteron-acetat, forkortet MPA. Wilson havde faktisk i sin bog anbefalet at bruge MPA sammen med østrogen – en anbefaling, der dog var blevet glemt i iveren efter at promovere østrogen. MPA havde således på et tidligt tidspunkt vist sig at beskytte mod livmoderkræft.
Det viste sig senere, at MPA til gengæld øgede risikoen for brystkræft – men det var som sagt først senere. Så nu blev MPA obligatorisk som supplement til østrogen for de kvinder, der havde en livmoder – og alle andre kvinder fik stadig kun østrogen.

Så var alt godt igen, troede man, og toget fortsatte derudaf med forrygende hast.

Mistanken tager til

I løbet af 80’erne og 90’erne blev østrogen-behandling ikke blot opskriften på at dæmpe overgangsalderens skavanker – hvad den i en eller anden grad var i stand til, især når det gjaldt hedeture – nej, Wilsons oprindelige løfte om østrogen som et hormon, der gav evig ungdom, fik efterhånden videnskabelig status. Det blev indskrevet i mange lærebøger, at østrogen-behandling kunne forebygge alvorlige sygdomme som knogleskørhed og hjerte/kar-sygdomme, og at østrogen derfor skulle anbefales til alle kvinder, der kom op i årene – også til kvinder, der var sunde og raske.

Omsider tog den amerikanske sundhedsstyrelse NIH affære i 1998. Mistanken om øget kræftrisiko var steget til højder, hvor forskere samme år konkluderede, at når det gjaldt strategier mod menopausens lidelser, så ”er der påtrængende behov for en behandling, der ikke øger risikoen for brystkræft.” Men disse forskere var muligvis ikke blevet hørt (for mange forskere, der sagde det samme før dem, var jo ikke blevet hørt), uden det massive pres fra kvinde-organisationer og kvindelige kongresmedlemmer i USA – og måske også i kraft af, at lederen af NIH på det tidspunkt var en kvinde?

Vel var det dokumenteret, at østrogen-behandlingen havde en vis effekt på overgangsalderens lidelser, ikke mindst hedeture, lød kritikken, men der var efterhånden også en hel del studier, som tydede på, at behand­lingen gjorde det modsatte af at forebygge.

Ud over kræft var der også problemer med påstanden om forebyg­gelse af hjerte/kar-sygdomme. Framingham-studiet, publiceret i 1985, havde undersøgt effekten af østrogen-behandling hos 1.234 kvinder og fundet, at behandlingen gav øget risiko for hjertestop og hjerte/kar-sygdomme.
Wyeth selv havde stået for et studie, kaldet HERS, i et forsøg på at få PreMarin godkendt som et præparat, der beskyttede mod hjerte/kar-sygdomme – men som endte med at vise det samme som Framingham-studiet: at det øgede risikoen for hjerte/kar-sygdomme. Et resultat, som Wyeth selv kaldte ”et uventet mønster”. Dog ikke et mønster, der fik dem til at skære ned på markedsføringsbudgettet.

Men i 1998 gik den altså ikke længere. De kritiske røster mente, at kvinder blev udsat for et eksperiment i stor skala, og at effekten ikke var tilstrækkeligt undersøgt.
De statslige penge blev bevilget, og et stort, klinisk forsøg, kaldet WHI-studiet (Women’s Health Initiative) blev sat i gang – et studie, som skulle be- eller afkræfte, hvad kvinder nu havde fået at vide i 32 år, nemlig at østrogen-behandling var noget, som alle kvinder kunne have gavn af.
Wyeth leverede præparaterne i forventning om, at de nu endegyldigt ville få underbygget deres påstande.

Et fremstød i bingo-hallerne

Men måske anede Wyeth alligevel uråd. I hvert fald blev der gjort en ekstra, kolossal indsats for at promovere østrogenbehandling – eller HRT, som det hedder på engelsk (Hormone Replacement Therapy) – før de videnskabelige resultater forelå.

British Medical Journal beskriver forløbet i artiklen “A Hot Flush for Big Pharma”: Da WHI-studiet var sat i gang, opstod en orga­nisation, der kaldte sig HRT Aware, som havde til formål at “sikre positiv omtale af HRT, målrettet kvinder over 45, med positive budskaber, der forbinder HRT med en beundringsværdig livsstil.” I februar 2000 lancerede denne organisation en kampagne under stor mediebevågenhed, The Choices Campaign, som nåede ud til en kæmpe målgruppe af “almindelige” kvinder med shows i bingo-haller over hele USA med lokale berømtheder og en kvindelig læge som talsperson, mens de samtidig indledte samarbejde med adskillige velgørende institutioner.

Hvad der var knap så kendt var, at organisationen blev finansieret af de førende østrogen-producenter, som ud over Wyeth-Ayerst bl.a. talte Organon og Novo Nordisk. De, der skulle være konkurrenter, viste her, at de forstod at stå sammen i nødens stund.

Og galt gik det da også. WHI-studiet måtte afbrydes i utide, fordi skade­virkningerne viste sig at være langt større end fordelene. Østrogen­-behandlingen kunne godt nok hjælpe lidt på knogleskørhed og beskytte mod tarmkræft. Men prisen var høj: Markant øget risiko for brystkræft, blodpropper og hjertestop. Ikke meget beundringsværdigt over dét.

En drøm brister

Resultaterne sendte chokbølger gennem den medicinske verden. Med god grund. Tal­lene fra året før viser med al tydelighed, hvor stor succes Robert Wilson havde haft med at invitere alle kvinder med på østrogen-eventyret. Alene i 2001 tjente medicinalindu­strien 3,8 milliarder dollars på østrogen, og British Medical Journal anslog, at der på verdensplan samme år var 100 millioner kvinder i østrogen-behandling.
100 millioner kvinder – hvor der for hver af dem stod en læge bag, som også var hoppet med på eventyret.

Østrogen-producenterne prøvede at afbøde katastrofen. Wyeth donerede blandt andet en kvart million dollars til en indflydelsesrig kvindeorganisation, som gik i medierne og neddyssede risikoen og opfordrede kvinder til at holde fast ved deres hormonbehandling – uden at sige noget om donationen fra Wyeth. Novo Nordisk hyrede et nyt reklamebureau, som udsendte breve til alle læger, hvor de nedtonede risikoen.
Men som tiden gik stod det dog klart, at østrogen aldrig igen ville blive den guld­grube, som det havde været igennem mere end 30 år. Medicinalfirmaer­ne mistede interessen og forsvandt fra skuepladsen sammen med deres enorme markedsføringsbudgetter for at finde nye og bedre ind­tjeningsmuligheder.

Tilbage stod de millioner af kvinder, der var blevet svigtet – og de læger, der havde ordineret østrogen i tillid til medicinalindustrien. Og tilbage stod også endnu en ting: Den forestillling, som industrien havde skabt om østrogen som “det eneste hormon, der har betydning for kvinder.” Den forestilling har ikke forandret sig siden.

Myten lever videre

Man skulle måske tro, at WHI-studiet blev enden på ”Feminine For­ever”. Men idéen om østrogen som det eneste saliggørende for kvinder blev i løbet af disse mere end 30 år eksporteret til hele den vestlige lægeverden, og heller ikke WHI-studiet har rokket ved den.

Den dag i dag anser man stadig ”østrogen” for at være det eneste hormon, kvinder kan have brug for, og en såkaldt hormonbehand­ling er stadig lagt an på samme måde som i 1975. Østrogen er, hvad man får – suppleret med et patenteret ”gestagen”, oftest MPA, hvis man har en livmoder.

Man er blevet mere forsigtig med at give behandlingen efter resultaterne af WHI-studiet. Den egner sig jo ikke til forebyggelse, så det har man droppet helt. Og man har skruet ned for mængden af østrogen, eftersom østrogen i sig selv øger risikoen for kræft. WHI-studiet er i det hele taget blevet gransket nøje, og efterhånden har man konkluderet, at det slet ikke var så slemt med det østradiol, som man først havde troet. Og det har givet fortalerne for østrogen ny luft under vingerne, hvor friske kræfter er trådt til med budskabet: “Østrogen er slet ikke så farligt, som vi troede, så det er den helt rigtige hormonbehandling til kvinder. Nu skal vi bare have kvinderne til at fatte det.”

Men nyere studier viser stadig, at den gældende hormonbehandling er forbundet med en betydelig risiko. Det konkluderede et metastudie i The Lancet i 2019.

Du kan derfor, hvis det er absolut nødvendigt, få en hormonbehand­ling, som måske – måske ikke – tager toppen af lidelserne, bestående af østradiol, der øger risikoen for blodpropper, livmoderkræft og flere andre kræfttyper, og eventuelt suppleret – hvis du har en livmoder – med MPA, som beskytter mod livmoderkræft, men som til gengæld øger risikoen for brystkræft.

Det, der i 1966 blev kaldt ”en af de største revolutioner inden for lægevidenskaben” er med andre ord endt i noget sølle pjask. En behandling, som rigtig mange kvinder så vidt muligt prøver at undgå, uanset hvor mange hedeture og søvnløse nætter, de så skal leve med.

Men på trods af, at hormonbehandling til kvinder på den måde er endt i et dødvande, lever Wilson’s eventyr uforandret videre i lægeverdenen. ‘Det eneste hormon, kvinder har brug for, er østrogen. Det eneste hormon, kvinder kan mangle, er østrogen.’

Kunne det tænkes, at det er denne forestilling, der er noget i vejen med?

Hvad vi ikke fik svar på

Vi vil gerne bidrage til, at Wilson’s eventyr omsider får en ende. Forsk­ningen i kvinders hormoner viser nemlig med al tydelighed – hvad der måske kan virke ret indlysende for en udenforstående – at kvindekroppen ikke lever af østrogen alene. Vi kan f.eks. minde om den simple fysiologiske kendsgerning, at kvindens cyklus består af østrogen i første del af cyklus og progesteron i anden del af cyklus.

• Hvor blev progesteron af?
• Er progesteron ikke noget, man kan mangle?

Det er blot to af de spørgsmål, som ikke blev besvaret af hverken WHI-studiet eller nogen af de andre studier, der var involveret i eventyret. Her er nogle flere:

• Hvis vi mangler østrogen, er der så nogen, der har målt, hvornår vi eventuelt mangler det?
• Er der individuelle forskelle – nogle kvinder, der har mere østrogen end andre? Hvordan ved man så, om netop jeg mangler det, når man tilbyder det til mig?

Den historie, du lige har læst, gør dig ikke meget klogere på disse spørgsmål. I kampens hede er der nemlig ingen, der reelt har interesseret sig for, hvad kvinder rent faktisk mangler.

Myten om østrogen som “det eneste hormon, der har betydning for kvinder”, er blevet skabt på slagmarken, hvor man sætter en dagsorden og sætter alt ind på at forsvare den. ”Østrogen er løsningen på problemet!” Det handler om at have et pa­tent, lancere det som medicin, investere milliarder og gøre, hvad man kan, for at få pengene hjem igen.

Det gør man blandt andet med store, kliniske forsøg, der skal forsvare netop denne medicin. Giver det blodpropper eller gør det ikke? Hvis HR er 0.9, har du vundet, hvis HR er 1.1 har du tabt. Hvis P>0.05, har du intet fået ud af det og må på den igen.
Men hvad der ligger bag tallene – det er blæksort mørke. Den slags forsøg kan intet sige om årsager eller sammenhænge.

Hvorfor giver østrogen kræft?

Er der forskel på østrogener?

Kan kvinder mangle andet end østrogen?

Ingen af de nævnte forsøg beskæftiger sig med de spørgsmål, for de er ikke relevante på slagmarken. Det handler om godkendelse eller ikke godkendelse – det handler ikke om at gøre os klogere på, hvordan vores krop fungerer, eller hvordan netop dette stof opfører sig i vores krop eller går i samspil med de tusindvis af andre stoffer, som er der i forvejen.

Hvis vi vil blive klogere på vores hormoner og lære dem at kende, må vi rette blikket andre steder hen. Vi må vende os mod de mere stilfærdige eksistenser: De forskere, som bruger tiden på at undersøge, hvordan de forskellige hormoner opfører sig i vores krop – og som giver sig tid til at undersøge, hvad kvinder rent faktisk producerer af hormoner på forskellige stadier i livet.

Det er forskning, som gør os klogere på, hvad kvinder rent faktisk producerer af kønshormoner omkring peri-menopausen – fra de er i midten af trediverne og indtil cyklus helt ophø­rer. Det er den forskning, vi bygger på i NHT. Den kan du finde meget mere om i bøgerne Naturlig hormonterapi og Kvinde kend dine hormoner. Men det er en helt anden historie, som ligger meget langt fra slagmarken…

• Tekst og fotos hentet fra Kvinde kend dine hormoner, kap. 5