Skærmsund familie

Boganmeldelse: Skærmsund - En 4-ugers guide til sundere skærmvaner i familien

af Imran Rashid, Katja Bamberger Bro, Marie Brixtofte

Oplever du også, at du sætter dig for at holde en pause på 10 minutter, måske med en kop te eller kaffe, og så kigger du lige på mobilen eller iPad’en – og pludselig er der gået en time?
Har du oplevet, at du havde sværere ved at koncentrere dig om en bog eller en film, eller at du bliver rastløs, hvis du ikke får tjekket instagram, facebook eller tiktok i et stykke tid?

Med de nye muligheder på “skærmen” i form af smartphones, iPads og tablets osv udsættes vi for en strøm af input som aldrig før. For de af os som er voksne er det kommet snigende i løbet af de sidste 10-15 år, for børn og unge er det mere noget, de er vokset op med, men for alle kan det være en udfordring at håndtere – for de her nye muligheder påvirker vores “gamle” hjerner på en ny måde, som først nu er ved at gå op for os. Når jeg skriver vores gamle hjerne, så er det fordi, vores hjerner stadig har den samme struktur som i stenalderen, og de digitale medier udnytter strukturen og prøver på at gøre os afhængige – det er de faktisk designet til. Mange elementer på nettet og især på de sociale medier aktiverer belønningshormonet dopamin, og det er med til at skabe afhængighed. Og samtidig føler vi ofte, at vi bruger nettet og de sociale medier til at slappe af, men i virkeligheden bliver vi mere stressede af at være på!
Det er hjernecentret amygdala, alarmcentralen, som aktiveres og det starter en øget udskillelse af stresshormonerne – og lang tids brug af sociale medier (og stress i det hele taget) får faktisk amygdala til at vokse – og omvendt så skrumper hippocampus, som er “løsningscentret”, det er det område, som har med indlæring, hukommelse, medfølelse og problemløsning. Det betyder, at vi hurtigere bliver stressede, og vi bliver dårligere til at håndtere udfordringerne, og det er en skadelig vej – både for hormonbalancen og for krop og psyke generelt.
Børn og unges hjerner er mest formbare, men også voksnes hjerner ændrer sig, når vi bruger meget tid på “usund skærm-brug”, hvilket er alt, hvad der bringer en følelse af stress og uro, hvad enten det er spil, sammenligning med andre på facebook og instagram, eller den evige strøm af farlige eller potentielt farlige situationer i de almindelige nyhedsmedier. Den gode nyhed er, at hjernen også er formbar den anden vej – altså at vi kan træne hjernen tilbage til mere ro og mindre stress. Forskning har vist, at efter kun 8 uger med 30 minutters meditation om dagen, var hjernen ændret til mindre amygdala og større hippocampus, altså mindre stress og bedre evne til at håndtere udfordringer.

At få styr på forbruget af de sociale medier, apps, spil, nyheder osv. vil også være et skridt i retning af at forbedre hjernens struktur, og det kan bogen “Skærmsund – En 4-ugers guide til sundere skærmvaner i familien” hjælpe med til.
Forfatterne er speciallæge i almen medicin Imran Rashid, psykolog Marie Brixtofte og cand.mag Katja Bamberger Bro. Udover deres faglige færdigheder har de alle erfaringer fra deres familie og fra deres eget liv, de har selv oplevet, at for meget skærmbrug har gjort det sværere at koncentrere sig, og de kender de konflikter, der kan opstå i familien, når man skal prøve at gøre noget ved forbruget – og afhængigheden.
Bogen falder i 2 dele, og man kan vælge at starte med den ene eller den anden, som man ønsker. 1. del er den teoretiske viden om forskellige vigtige elementer, så som det nye begreb “TikTok-hjerner” og ADHD-lignende symptomer, biologisk viden om blandt andet hjernen, stress og søvn, psykologisk viden og social viden.

2. del er den praktiske del, et 4 ugers program til brug for familien, med oplæg til familiemøder og refleksioner og meget praktisk inspiration.
Det hele begynder med at man aktiverer “skærmtid” på de forskellige enheder, man bruger, så man får et overblik over, hvordan det egentlig står til: hvor meget tid bruger man egentlig på mobilen eller iPad’en? Man får så også viden om, hvor ofte man logger på og hvor ofte man får notifikationer.
Man kan starte med bogens første del, som kan gøre det klart, hvordan de digitale medier påvirker ens liv, og det kan så være det første skridt, hvor man måske også bliver bevidst om, at der er noget andet, man gerne vil have mere af. Måske mere ro og nærvær, måske en bedre søvn eller mere søvn. Og derefter kommer så motivationen til at gå i gang.
Eller hvis man allerede ved, at man gerne vil være mere “Skærmsund”, så kan man gå direkte til 2. del og gå i gang med programmet – og så måske læse den teoretiske del hen ad vejen.
Bogen kan varmt anbefales til alle, der ønsker at vide mere om den nye digitale virkelighed og hvad den gør ved os, og til alle, der gerne vil have et mere bevidst forhold til deres skærmforbrug og få mere ro og mindre stress i deres liv.

Læs mere om bogen og forfatterne her: https://www.skaermsund.dk/

Del på

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Følg Anette på

Mere fra Anette's blog
Mere om emnet:

Test dig selv: Hvor stresset er du?

Hvor meget stress har du egentlig i dit liv? Tit har vi mistet følingen med det, fordi vi har vænnet os til en bestemt tilstand og lært at leve med den – så vi har lavet en test, som kan hjælpe til at få afklaret, hvordan du egentlig har det…

Motion er godt – men ikke for meget!

Moderat motion er godt for hormonbalancen. Det kan sænke et for højt cortisolniveau, og det fremmer produktionen af progesteron og testosteron. Men hvad er moderat motion?

– et magasin om
naturlig sundhed
Få vores nyhedsbrev

VI HJÆLPER KVINDER TIL AT HJÆLPE SIG SELV.

Seneste artikler

Får du for meget østrogen?

Hvor meget østrogen skal du egentlig have i en hormonbehandling for at erstatte det, du producerede i den fertile alder? Forskningen tyder på, at mange får alt for meget…

Læs mere »

© Center for Naturlig Hormonterapi

webisde fra ❤

Nyt om naturlig hormonterapi

Få sidste nyt!

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyt om forskningen, gode tilbud – og tips til en sund hormonbalance.