Så blev det omsider muligt for kvinder at fravælge de patenterede progestiner med dokumenterede alvorlige bivirkninger – og i stedet vælge naturligt progesteron til beskyttelse af livmoderen ved hormonbehandling i overgangsalderen. Det skete, da produktet Utrogestan blev godkendt af Lægemiddelstyrelsen i august 2020 til behandling af kvinder i overgangsalderen som supplement til østradiol.
Naturligt progesteron var faktisk også inden da godkendt til hormonbehandling – det blev godkendt allerede i 1996. Men tilgængeligheden af medicin fungerer på et frit marked med udbud og efterspørgsel. Og der var ingen, der spurgte efter det, og derfor var der ingen medicinalfirmaer, der kunne se en idé i at gå ind på det danske marked med naturligt progesteron til hormonbehandling – og dermed var der ingen produkter at godkende.
Det ændrede sig, da vi udgav bogen “Naturlig hormonterapi“, som beskrev fordelene ved naturligt progesteron frem for patenterede progestiner. Med den stigende efterspørgsel, som bogen skabte, valgte medicinalfirmaet Besins at introducere naturligt progesteron på det danske marked i form af Utrogestan.
En personlig tilføjelse: Kort efter, at Utrogestan var kommet på markedet, fik vi en mail fra en kvinde, der havde henvendt sig til Besins for at få mere at vide om, hvordan hun skulle bruge Utrogestan, og hun skrev, at Besins konsulent havde henvist hende til Anette Paulin. Det var noget uventet, for vi har ikke haft noget med Besins at gøre. Men dette medicinalfirma vidste åbenbart, hvem Anette Paulin var og regnede med, at hun kunne rådgive denne kvinde. Så ja, vi fik en direkte oplevelse af, hvor stor indflydelse bogen havde haft på det tidspunkt.
Men er alt så godt? Nej. Vi kan desværre ikke gengælde Besins tillid med en uforbeholden opbakning til deres produkt. Det er et skridt på vejen, men der er stadig langt igen, før kvinder kan få den hormonterapi, de har brug for, i det danske sundhedsvæsen.
1. Progesteron betragtes stadig som blot et supplement til østradiol-behandling. Lægerne vil blive ved med at give østradiol uden at tjekke, om kvinden rent faktisk mangler det – ud fra myten om, at ”det eneste hormon, der har betydning for kvinder, er østradiol”. Det er den myte, vi gør op med i bogen ”Naturlig hormonterapi”, for det er og bliver en myte, der ikke har nogen bund i forskningen, og det fører uundgåeligt til overdosering af østradiol, ikke mindst i perioden op til menstruationernes ophør, hvor forskningen viser, at kvinder generelt har for høje niveauer af østradiol. Det er en stor mængde kvinder, der reelt mangler progesteron, men som med den foreskrevne ”østrogenbehandling” får øget deres ubalance yderligere ved at få for meget østradiol med dertil hørende øget risiko for kræft. Center for Naturlig Hormonterapi vil blive ved med at gøre opmærksom på, hvad forskningen rent faktisk viser om hormonmangel i overgangsalderen – og vores NHT-vejledere vil fortsætte med at vejlede i den rette hormonterapi i overgangsalderen – en terapi, som baseres på en test af hormonniveauerne, så man ved, hvad der reelt mangler, og hvad der er for meget af.
2. Det naturlige progesteron, Utrogestan, er kapsler på 100 mg til oral indtagelse. At tage hormoner gennem munden og dermed fordøjelsessystemet er ikke en naturlig vej for vores krop, og det har flere ulemper. Det betyder for det første, at leveren sættes på overarbejde, når den skal omdanne hormonet – og det betyder også et stort spild. Man regner med, at op til 94% af det hormon, der tages som kapsel, bliver omdannet til andre stoffer i tarmen. Det vil sige, at en dosis på 100 mg progesteron taget oralt bliver til 6-10 mg progesteron, der er tilgængeligt for kroppens celler. Se forskningskilder under artiklen.
Det er medicinalfirmaet Besins Healthcare, der producerer Utrogestan, og de producerer også en gel med bioidentisk progesteron til transdermal brug, dvs. til indtagelse gennem huden. Gelen sælges i mange andre europæiske lande, blandt andet Tyskland og Frankrig, og vi må håbe, at den også snart kommer til Danmark. Progesteron bør tages transdermalt, dvs. gennem huden, som man f.eks. også gør med de såkaldte østrogen-plastre. Det er et af de syv principper, der udgør en naturlig hormonterapi, som vi gennemgår udførligt i bogen ”Naturlig hormonterapi”. I andre lande end Danmark står der faktisk på indlægssedlen, at kapslerne også kan tages vaginalt, og det ville give en langt bedre optagelse. Men i så fald er 100 mg for meget!
3. Det er det tredje problem: doseringen. Den anbefalede dosis af Utrogestan er ifølge pro.medicin.dk 200 eller 300 mg dagligt, og ved oral indtagelse vil det så reelt give max. 20 eller 30 mg. For nogle kvinder vil dette være nok – forudsat, at de ikke samtidig får mere østradiol, end de har brug for – mens det for andre vil være for lidt til at modvirke østrogendominans – og i så fald vil man kunne opleve, at symptomerne på østrogendominans forværres i stedet for at forbedres, fordi progesteron åbner østrogenreceptorerne – en mekanisme, du kan læse mere om i ”Naturlig hormonterapi.” Hormoner bør doseres individuelt, fordi ubalancerne er forskellige fra kvinde til kvinde. Men det er vores sundhedsvæsen ikke gearet til – her gælder princippet om ”samme dosis til alle”.
4. På indlægssedlen står angivet en række bivirkninger, som naturligt progesteron ikke har, men som er hentet fra de patenterede progestiner. Det er en systematisk vildledning, som vi beskriver nærmere i ”Naturlig hormonterapi” i afsnittet om de falske bivirkninger. Det ville være ønskeligt, at angivelse af bivirkninger afspejlede forskningen. Så ville kvinder kunne se, hvad den reelle virkning af naturligt progesteron er. I modsætning til de patenterede progestiner vil naturligt progesteron forbedre hjerte/kar-systemet, styrke nervesystemet og sænke risikoen for brystkræft. Dokumentationen henviser vi til i vores bog ”Naturlig hormonterapi”. Læs den, før du vælger din hormonbehandling!
5. Utrogestan indeholder hjælpestoffet soja fra lecithin. Soja er et kendt allergen, og selvom formen sojalecithin er mindre allergifremkaldende end sojaprotein, er der stadig en lille risiko for en allergisk reaktion. For mennesker med en kendt sojaallergi og/eller allergi overfor bælgfrugter generelt vil risikoen være større.
Allergi kan opstå pludseligt efter få doser eller det kan bygges op over længere tid, så de kommer mere gradvist.
Mulige symptomer ved oral indtagelse af Utrogestan kan være:
Opkast / kvalme
Mavesmerter
Diarré
Udslæt
Prikken / kløe på tungen og i ganen
Mulige symptomer ved vaginal, rektal eller transdermal brug kan være:
kløe, rødme, svie og hævelse
Det er vigtigt at være opmærksom på – og hvis man får en allergisk reaktion, vil det være godt at undgå produkter og fødevarer med soja og bælgfrugter, i det mindste i en periode derefter.
Kilder:
Utrogestan på pro.medicin.dk: https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/9479
Indlægsseddel: https://www.indlaegssedler.dk/indlaegssedler/indlaegsseddel/331025
Optageligheden af oralt progesteron bliver i dette studie målt til at være ca. 10% i forhold til andre administrationsformer:
Abstract på pubmed:
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/8513955/
Studiet viser i øvrigt også, at optageligheden forbedres, hvis det tages sammen med et måltid.
Full-text her:
https://www.fertstert.org/article/S0015-0282(16)56031-2/pdf
Det engelske Wikipedia har en grundig gennemgang af studier i optagelighed ved oral indtagelse – de ligger mellem 2,4 og 8,6 % i forhold til andre administrationsformer. Søg på “Pharmacokinetics of progesterone” og gå til afsnittet “Oral administration”.
Se en liste over fordelene ved naturligt progesteron i forhold til de patenterede progestiner med link til forskningen her på nht.nu:







