Måske har du ikke rigtig lagt mærke til det – endnu. Men der er opstået en alvorlig sprække i myten om østrogen som “det eneste hormon, kvinder kan mangle”. Det vil på sigt få betydning for kvinder i alle aldre, og det vil allerede nu betyde, at snesevis af hjemmesider må skrives om. Her får du fortællingen, som den ser ud indtil nu.
I de nye retningslinjer for hormonbehandling har man indført en ny mulighed – en mulighed, som vi i NHT® har peget på siden Naturlig hormonterapi udkom første gang i 2014: Hvis kvinden ikke ønsker østrogen mod hedeture, kan hun få naturligt progesteron i stedet for.
Det vil godt nok blive givet som piller. Det er ikke optimalt (det kan du læse mere om her). Men det er dog en erkendelse af, at progesteron på egen hånd kan virke mod hedeture.
Men nu har den officielle forklaring på hedeture så fået et alvorligt problem. Det, som kvinder har fået fortalt gennem årtier, er nemlig, at hedeture skyldes mangel på østrogen. Og de får det stadig fortalt på alle de store infosider, der henvender sig til kvinder i overgangsalderen: Hedeture skyldes mangel på østrogen.
Hvis det var sandt, så ville det jo ikke have nogen som helst effekt at give progesteron i stedet for.
Men man kan roligt give progesteron, sådan som man åbner op for i de nye retningslinjer, for det har aldrig været sandt, at “hedeture skyldes mangel på østrogen”.
Flere studier gennem tiden har vist, at naturligt progesteron virker mod hedeture (du kan se dem her på nht.dk). Og det har altid været en kendt sag i forskningen, at hedeture opstår som et samspil mellem mange faktorer, som man endnu ikke har fået afdækket. Hedeture tilskrives “ændringer i kønshormonerne”, men præcis hvilke ændringer, og hvordan det rent mekanistisk skaber hedeture, ved man ikke.
PubMed: “Understanding the pathophysiology of vasomotor symptoms”.
Østradiol kan virke mod hedeture. Progesteron kan virke mod hedeture. DHEA og østriol kan virke mod hedeture. Ingen af dem kan udpeges til at være “årsagen” til hedeture, for hedeture opstår i et samspil mellem mange faktorer.
Men det er ikke denne nuancerede sandhed, du har fået serveret. Du har fået at vide, at “hedeture skyldes mangel på østrogen”, og det har du fået at vide i årtier på alle de store sites om hormoner.
- sundhed.dk:
Når der bliver mindre af hormonet østrogen i kroppen i forbindelse med overgangsalderen, bliver man mere følsom overfor temperatursvingninger. … Det er baggrunden for hedeture. - netdoktor.dk:
Den nedsatte dannelse af østrogen omkring overgangsalderen gør, at kroppen bliver mere følsom for temperatursvingninger. - apopro.dk (Apotekernes hjemmeside):
Årsagen til hedeture er den faldende mængde østrogen i kroppen, som gør en mere følsom over for temperaturen. - praksisjordemoder.dk:
Hvorfor får man hedeture? Årsagen er faldende østrogenproduktion.
Hentet 28. juni 2026
Enslydende årsagsbeskrivelse uden nogen form for vaklen. Og Google’s AI vil give det samme svar, for den henter sine oplysninger fra sider som disse. Et selvfødende system. Det kan tjene til at forsvare en behandling, der bygger på “østrogen-som-det-eneste-hormon-kvinder-kan-mangle”. Men det er ikke desto mindre forkert, og indførelsen af progesteron som monoterapi mod hedeture bekræfter det. Østrogenmyten krakelerer. Disse årsagsbeskrivelser skal laves om.
Hvad mon du ellers får at vide, som udtales med stor autoritet og uden vaklen, men som bare ikke er sandt?
Det synes vi er værd at tænke over.
Gennem 12 år har vi vejledt kvinder i at slippe af med hedeture ud fra et princip om, at hedeture skyldes et samspil mellem mange faktorer. Det er individuelt tilpasset vejledning, fordi det kan være forskelligt, hvilke faktorer der spiller en rolle for den enkelte klient. Giv det, der mangler og fjern det, der skader, er vores tilgang. Det har vi haft stor succes med – noget, som Kristina Sekov også kan bekræfte i denne beretning om ekstreme hedeture, som hun ikke fandt nogen hjælp til andre steder:
Bliv klogere på, hvad der foregår i kroppen under en hedetur:







