Syntetiske eller bioidentiske hormoner – er der egentlig nogen forskel? Forestil dig, at Londons Fil-hormoniske Orkester manglede en cellist. Og så dukker der en såkaldt ”cellist” op – en glad amatør, som kun har øvet sig i 3 uger, og som kun kan spille ”Lille Peter Edderkop.” Fint, siger de. Du er hyret! Og mens resten af orkesteret går i gang med at spille Beethovens Niende, sidder den nye cellist og aflirer ”Lille Peter Edderkop,” fordi det nu engang er den eneste melodi, han kan. Ville det være særlig smart at hyre netop denne cellist til orkesteret?
Men det er dét, vi gør, når vi vælger at bruge et syntetisk hormon, der er blevet ændret til noget andet end vores egne hormoner for 40-50 år siden og designet til at udføre én bestemt funktion.
Syntetiske hormoner bliver generelt rost for at være ”mere potente” – som om det udelukkende handlede om rå kraft. Det er et argument, der svarer til at sige: Ja, det kan godt være, at cellisten kun kan spille ”Lille Peter Edderkop,” men til gengæld spiller han den enormt højt.
Syntetiske hormoner bliver også rost for at have en hurtig, målrettet effekt. Det er faktisk tilfældet med det meste af den lægemedicin, der er udviklet. Den fungerer hurtigt, fordi den er designet til en meget præcis effekt. Men kendetegnende for dem alle er også, at kroppen ikke kan tåle dem i længere tid, fordi de ødelægger systemet – og så opstår bivirkningerne.
I orkestersammenhæng svarer det til, at det kan være vældig godt at kunne spille ”Lille Peter Edderkop,” når det er dén melodi, der er brug for. Men for det første har symfoniorkesteret altså et større repertoire end den ene melodi. Og for det andet kan de dygtige musikere – kroppens egne hormoner – ud over Beethovens Niende selvfølgelig også spille ”Lille Peter Edderkop.” De spiller den måske ikke lige så højt, fordi de lægger vægt på, at det er samspillet som helhed, der skal lyde godt. Og samspil – det har de forstand på. De har øvet sig i en million år …
Det syntetiske hormon står uden for samspillet. Derfor er det ikke for meget sagt, at det kun kan spille én melodi og spiller den, uanset hvad de andre spiller. For den kan ikke erstatte den ægte vare. Hvis vi mangler progesteron, så hjælper det absolut ingenting at få et tilskud af et syntetisk progestin som Mirena eller Provera. Kroppen vil ikke kende det som progesteron – af gode grunde, fordi det netop ikke er progesteron – og kroppen kan ikke omdanne det til de andre hormoner, som progesteron kan omdannes til. Og mens de omdannelser, der muligvis finder sted med syntetiske hormoner, kun er meget lidt udforsket og mest af alt giver sig udslag i bivirkninger, så er de omdannelser, der foregår med naturlige hormoner, blevet udforsket grundigt lige siden, man opdagede dem i kroppen, og de er meget nøje kortlagt.
Et bioidentisk hormon er 100% identisk med det hormon, som kroppen selv producerer og har produceret i en million år. Det vil gå ind i samspillet uden problemer og deltage på lige fod med alle de andre hormoner, som kroppen i forvejen indeholder.
Det er blevet sagt, at bioidentiske hormoner ikke er ”sikre”. Men hvem ville du helst hyre til dit orkester? Den musiker, der har øvet sig i en uge og kun kan én melodi? Eller den professionelle, der kan spille det hele?
Uddrag fra bogen: Naturlig hormonterapi. Udgivet første gang 12. marts 2014. En bog om, hvad kvinder i virkeligheden mangler – og den forskning, som viser det. Køb den hos din boghandler eller på nettet nu, og bliv klogere på hormonerne.
