Om frysepunktet og for lavt stofskifte

– eller “hvorfor normalværdier skal koges med et gran salt”

Temperaturskalaen Celsius tager udgangspunkt i, at ved et bestemt tryk vil vand fryse til is ved 0 grader. Sådan vil det altid være – det er en naturlov, og den kan man ikke lave om på. Men sådan er det ikke med de normalværdier, man har vedtaget for hormoner. F.eks. hedder det i det danske sundhedsvæsen, at normalværdierne for TSH er mellem 0,5 og 5. Det bruges til at fastslå, om du har for lavt stofskifte. Hvis TSH, der står for ”ThyroideaStimulerende Hormon”, er under 5, så vil mange læger fortælle dig, at du ikke har for lavt stofskifte – uanset hvor mange symptomer, du har på for lavt stofskifte!

Men disse normalværdier er ikke gudgivne – de er menneskeskabte. Det var i 1970’erne, man begyndte at måle stofskiftehormoner og TSH, og da man første gang havde fået lavet en blodprøve og målt niveauet af TSH i prøven, så stod man med et tal. Måske 2. Og så tænkte man: og hvad betyder 2 så?
Uden noget at forholde sig til giver tallet ingen mening – er det højt eller lavt, normalt eller ikke normalt? Altså inviterede man 200 mennesker ind og tog blodprøver på dem. For at deltage skulle de være ”raske,” det vil sige: ikke have nogen diagnoser. Men hvad nu hvis en stor del af dem – måske 10 eller 20% –  havde lidt for lavt stofskifte? Hvad nu, hvis de altid havde haft det og opfattede sig selv som raske? De var måske vant til at være mere forfrosne end andre, havde svært ved at komme i gang om morgenen og havde måske ikke så meget energi som deres venner, men det havde de vænnet sig til. ”Sådan er jeg bare” tænkte de måske, når de havde tre lag tøj på, mens andre gik med bare arme. ”Jeg er en frossenpind, men det har jeg altid været.” Det, at de fik taget blodprøver ændrede ikke noget, for der var jo ikke nogen referenceskala – de var selv med til at fastlægge den. De blev anset for ”normale”.

I stedet for at betragte normalværdier som naturlove på linje med vands frysepunkt – sådan som mange danske læger gør – ja, så burde selve begrebet få alarmklokkerne til at ringe. For hvem har bestemt, hvad der er normalt? Og hvordan har man fastlagt, hvad der er normalt? I USA har der været mange diskussioner om værdierne for TSH. Læger oplevede, at mennesker, der lå inden for ”normalværdien”, men i den høje ende, havde symptomer på for lavt stofskifte og havde brug for medicin. Det har ført til ændringer i normalværdierne, og senest blev anbefalingerne fra den amerikanske Association of Clinical Endocrinologists (AACE) ændret i 2003, så den øvre grænse for, hvornår man havde lavt stofskifte, blev flyttet fra 5 til 3. Et ganske stort spring. Og så tilføjer de endda, at allerede, når man er oppe på 2,5, vil man have problemer med at blive gravid.
Er det normalt? Og hvem skal bestemme, om det er normalt – og altså bare noget, man må finde sig i?

Det er spørgsmål, som er umulige at besvare – ganske enkelt fordi man ikke kan nøjes med at behandle folk som et tal på en skala. Symptomerne er nødt til at blive taget alvorligt, hvis man vil afgøre, om folk er syge eller raske. Dit eget frysepunkt er ikke det samme som vands frysepunkt. Det er dig – og kun dig – der ved, hvornår du fryser. Det er ikke op til andre at bestemme det. Og derfor bør enhver læge tage dine symptomer mere alvorligt end et tal.

Når symptomerne er så vigtige, er det jo også, fordi et lavt stofskifte nedsætter produktionen af alle hormoner i kroppen – ikke kun stofskiftehormoner – og dermed skaber mangler på andre områder også. Det er derfor, det kan give problemer med at blive gravid – fordi niveauet af bl.a. graviditetshormonet progesteron også går hen og bliver for lavt, når stofskiftet er for lavt. Det kan blive til en dominoeffekt af lidelser, der alle har at gøre med mangel på hormoner, som leddegigt, fibromyalgi og endometriose. Og tager man sine symptomer alvorligt, kan man sætte ind med tilskud af disse hormoner og få rettet op på manglerne.

I vores bog ”Naturlig hormonterapi – opgør med østrogenmyten” kan du bl.a. finde en test-dig-selv, hvor du kan blive klogere på, om du mangler hormoner og hvilke hormoner, du eventuelt mangler – ud fra dine symptomer, vel at mærke. Ikke ud fra et tal på en skala.

Og hvis din læge kun forholder sig til, hvad laboratorieprøven siger, så kan du jo minde ham eller hende om, hvad der står i lærebogen for medicinstuderende, ”Medicin”, kapitel 1, om god lægegerning: ”Tolkning af parakliniske undersøgelser skal altid ske ud fra en samlet tolkning af anamnese og objektive fund. Den klinisk arbejdende læge må ikke forfalde til at godtage paraklinisk diagnostik ukritisk.”
Nemlig.