Ægløsning har ikke kun betydning for, om du kan blive gravid – den har betydning for din generelle sundhed. Det er nemlig kun ved ægløsning, du får den nødvendige stigning i hormonet progesteron, som udfører mange vigtige funktioner i din krop. Men hvordan ved du, om du har ægløsning?
Det er meget almindeligt at tro, at hvis bare man har regelmæssige menstruationer, så er alt godt. Men regelmæssige menstruationer betyder ikke nødvendigvis, at der er ægløsning. Så det kan kræve en indsats at finde ud af det.
Måske kan du mærke ægløsningen?
Nogle kvinder kan mærke ægløsningen som en lille smerte i maven, et “niv” i den ene side, og så ved de, at de har haft ægløsning. Hvis man ikke mærker det, eller er i tvivl, kan man købe en ægløsningstest i supermarkedet eller på apoteket. Men det kan godt blive en dyr løsning, hvis man ikke har nogen som helst idé om, hvornår ægløsningen kommer, og man så skal lave testen hver dag.
En halv grads forskel
En billigere løsning er at købe et termometer og så måle temperaturen hver morgen. Det har også den fordel, at du vil kunne se, hvor længe din luteale fase varer – den fase, hvor kroppen producerer progesteron. Du kan måle i munden eller armhulen – du skal bare vælge samme sted hver gang. Omkring ægløsningen stiger temperaturen med en halv grad. Det er progesteron, der skaber den temperaturstigning, så når temperaturen stiger – så er der progesteron. Når temperaturen falder igen, er det udtryk for, at progesteron-produktionen falder igen, og så er den luteale fase forbi.
Du kan vælge at investere i en cyklus-computer, som hjælper dig med at holde styr på det. Du kan læse mere om den luteale fase, hvad den betyder for dit helbred – og hvordan en cyklus-computer kan hjælpe dig med at holde styr på din cyklus – i Kvinde kend dine hormoner.