“Vi befinder os i et hav af østrogen!”

Mød pionererne, der opdagede de hormonforstyrrende stoffer - og bliv klogere på, hvorfor du sandsynligvis IKKE mangler østrogen...
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

”Vi sætter menneskehedens fremtid på spil for at undgå, at vores røræg brænder på.”

Det var budskabet fra Theodora Colborn, da hun fremlagde et åbent brev til præsidentparret Barack og Michelle Obama i 2012 – en henvisning til de skadelige og næsten unedbrydelige perfluorerede stoffer, som er hormonforstyrrende, og som bl.a. bruges til Tefal-belægningen på din stegepande. En påmindelse om, hvordan vi er blevet vant til at vælge det bekvemme uden at tænke på, at det har en bagside.

Theo, som hun blev kaldt til daglig, var på det tidspunkt 85 år, og når hun talte om, at menneskehedens fremtid var på spil, så vidste hun, hvad hun snakkede om. Hun var en af de første – måske endda den første – som fandt forklaringen på de mange uhyggelige fænomener, der dukkede op fra midten af 1950’erne og frem, uden at nogen forstod dem:

  • Alligator-hanner, der blev født med formindskede kønsorganer i Florida.
  • Fisk i Østersøen med formindskede testikler.
  • Sølvmåger i Nordamerika, der fødte unger, som tilsyneladende var sunde og raske, men som pludselig hentæredes i løbet af få dage og døde. Undersøgelser havde vist, at det var deres stofskifte, der brød sammen.
  • Kolonier af topskarv med synlige misdannelser – manglende øjne, skæve rygge, klumpfødder.
  • Havørne, som havde mistet interessen for at parre sig.

Man vidste, at mange af disse fænomener havde at gøre med forurening, men man var ikke i stand til at forbinde de forskellige fænomener – og ofte kunne man heller ikke se nogen umiddelbar sammenhæng med forureningen.

Tag f.eks. det med alligatorerne. Der havde ganske vist været et slemt udslip med dicofol fra en nærliggende fabrik, men det var længe siden, og alle prøver viste, at vandet var blevet rent igen. Og allligevel blev disse alligatorer født med deforme kønsorganer.

Og de voksne måger så ikke ud til at fejle noget som helst – alligevel fødte de unger med et defekt stofskifte – ligesom der var kolonier, hvor 80% af afkommet døde, før det overhovedet var udruget.

Hvad havørnene angik, så nåede forskerne frem til, at det nok skyldtes et større byggeri i nærheden, som havde forstyrret dem.

”Det må have noget at gøre med hormoner…”

Det var Theo Colborn, der fandt den røde tråd i starten af 1990’erne. Hun havde brugt flere år på at studere hundredevis af disse enkeltfænomener, som ingen havde sat i forbindelse med hinanden. Hun havde bare en fornemmelse af, at der var en forbindelse.

Parringslyst, kønsorganer, forplantning. Ofte var det noget, der ramte afkommet, noterede hun sig – noget, der først slog igennem i næste generation. Der måtte være tale om noget, der greb ind i helt grundlæggende processer – de processer, der havde at gøre med netop parringslyst, udvikling af kønsorganer, udvikling af et foster. Regulering af stofskiftet.

Hun var ikke endokrinolog, hun var uddannet i miljøvidenskab. Men det dæmrede for hende, at alt dette havde at gøre med hormoner. Det var hormoner, der havde ansvaret for, at alle disse processer forløb præcis, som de skulle.

Hun endevendte spørgsmålet med kolleger, og hun læste alt, hvad hun kunne få fat i, om hormonernes betydning for kønsdannelsen og udviklingen af et sundt foster – og blev mere og mere sikker på, at hun havde fundet fællesnævneren. Hormonsystemet var et kompliceret og sårbart system, der havde et kæmpe ansvar, og hvis noget gik galt – hvis signalerne svigtede eller blev forstyrret – så kunne det føre til alvorlige misdannelser. Af præcis den slags, som man kunne se i alle disse fænomener, der tilsyneladende ikke havde noget med hinanden at gøre.

Parringslyst – forplantning – fosterudvikling – stofskifte – det var alt sammen resultatet af komplicerede, hormonelle processer. Og det virkede, som om noget var i fuld gang med at forstyrre disse processer.

Den tanke, hun skød fra sig, og som hendes kolleger også gik uden om – den var simpelthen for uoverskuelig at tænke – var: Kunne det her også ramme mennesker?

Dette ‘noget’ kunne kun komme fra ét sted…

I København sad den danske professor Niels Skakkebæk i 1991 og kiggede på nogle tal, som han ikke rigtig kunne fatte. Skakkebæk havde vundet international anerkendelse for sin opdagelse af, at kimen til testikelkræft blev grundlagt allerede i fosterstadiet, og han var i dag en af de mest berømte forskere inden for sit område. Men de tal, han sad og så på nu, havde han ingen forklaring på. Det var en undersøgelse, der var blevet koordineret af hans kollega, Elisabeth Carlsen, og som omfattede data fra hele verden – USA, Europa, Asien, Indien, Sydamerika. Resultaterne var blevet tjekket forfra og bagfra og så én gang til for at finde mulige fejlkilder, men det var ikke til at komme uden om: Mænds sædkvalitet var faldet med 50% i løbet af de sidste 50 år. Halvtreds procent. Normalt ville en yngre mand have en bedre sædkvalitet end en ældre, men nu var det omvendt. Mænd, der var født i 1950’erne, havde en bedre sædkvalitet end 20 år yngre mænd, der var født i 1970’erne.

En så hurtig nedgang kunne ikke skyldes en genetisk udvikling. Der måtte være noget i miljøet, som påvirkede sædproduktionen på et meget grundlæggende plan. Hvad der var særligt slående var, at denne udvikling faldt sammen med en markant stigning i testikelkræft, og begge dele så ud til at være grundlagt allerede i fostertilstanden.

Noget måtte altså trænge ind til fosteret og forstyrre udviklingen. Og dette ”noget” kunne kun komme fra ét sted: den kvinde, der bar fosteret. Et eller andet stof måtte være til stede i et enormt omfang, siden det kunne påvirke gravide kvinder over hele kloden. Men hvilket stof? Og hvordan blev disse kvinder udsat for det?

Det mystiske plastik

Samme år, på et universitet i Boston, måtte de to forskere Ana Soto og Carlos Sonnenschein se i øjnene, at deres forskningsprojekt var ødelagt, og at de umuligt kunne fortsætte.

De var kommet ind i laboratoriet en morgen for at se til deres petriskåle med kræftceller. Det var kræftceller af en ganske bestemt type, som kun udviklede sig, hvis de blev udsat for østrogen. De havde skåle, hvor der var blevet tilsat østrogen, og hvor man kunne se kræftcellerne dele sig hastigt, og så havde de skåle, der fungerede som kontrolgruppe, hvor der ikke var tilsat østrogen. Og den skål, de stod og så på nu , indeholdt kræftceller, der formerede sig meget hurtigt. Problemet var, at det var en skål, der ikke havde fået tilsat østrogen.

Det var i sig selv umuligt. Disse kræftceller kunne jo netop ikke formere sig uden østrogen – og alligevel gjorde de det. De to forskere måtte se i øjnene, at deres skåle var blevet forurenet, og at de ikke havde nogen som helst idé om, hvordan det var gået til. De fulgte meget skrappe procedurer, og de havde arbejdet i 10 år med denne type forsøg – og de havde aldrig oplevet noget lignende.

De brugte uger på at finde fejl ved deres procedurer. De fandt ingen fejl ved den måde, eksperimentet blev udført på, så de rettede blikket mod deres laboratorieudstyr. De gik i gang med at teste forsøget med forskellige former for materialer. Og omsider skete der noget. En bestemt type reagensglas, fremstillet af plastik, blev skiftet ud, og effekten forsvandt. Det mystiske østrogen sivede åbenbart ud fra dette plastik.

De kunne dårligt tro det. På det tidspunkt var man klar over, at visse pesticider, som f.eks. DDT og særlige kemikalier i industrien, kunne have østrogenvirkning. Men ingen forskere havde nogen sinde rapporteret, at østrogen kunne sive ud af plastik.

De reagensglas, der var blevet udpeget som synderen, havde ikke tidligere givet problemer. Men de to forskere fandt ud af, at de for ikke så længe siden havde fået en ny sending. De kontaktede fabrikanten og spurgte, om noget var blevet ændret i fabrikationen. Ja, der var tale om en ny formel. De fik arrangeret et møde med producenten af reagensglassene og forklarede dem problemet. Der var et stof i denne nye formel, som fik kræftceller til at formere sig. Hvilket nyt stof havde de tilsat til denne formel?

Det kunne de desværre ikke oplyse. Det var en fabrikshemmelighed.

Det stod de fast på. Soto og Sonnenschein måtte indse, at de ikke fik nogen hjælp fra den side. Men de indså også, at de var nødt til at finde ud af det. De måtte have en afklaring.

Hvor mange laboratorier var i gang med – eller havde allerede lavet – forsøg, som var fuldstændig misvisende, fordi forskerne uden at vide det brugte materialer med østrogenvirkning? Hvor mange typer plastic havde denne virkning? Hvor omfattende var problemet?

Ingen af dem var specialister i kemiske analyser, så de måtte inddrage en række kolleger i arbejdet, og det tog dem flere måneder, før de omsider havde svaret. Det stof, der sivede fra plasticmaterialet og havde en hormonlignende virkning som østrogen, hed nonylphenol.

Et stof, der ikke alene blev brugt i laboratorier, men i husholdninger overalt i verden.

Uundværlige giftstoffer

1991 blev året, hvor disse tre opdagelser – uafhængigt af hinanden – nåede frem til offentligheden. Skakkebæk fremlagde sin rapport på WHO’s kongres i København, og den rystede forskerne, som tog hjem for at tjekke det. De fandt ingen fejl – desværre. Soto og Sonnenschein beskrev deres fund af nonylphenol i en artikel i Environmental Health Perspectives samme år – den første rapport om, at et hormonforstyrrende stof i plastic lækkede til omgivelserne. Theo Colborn samlede 25 forskere fra 15 forskellige fagområder – og det var på dette møde, at begrebet ”hormonforstyrrende stoffer” (endocrine disruptors) første gang blev brugt. Året efter, i 1992, skrev hun bogen ”Vores stjålne fremtid,” som for alvor satte de hormonforstyrrende stoffer – fremmed­østrogenerne – på dagsordenen.

I dag er det velkendt, at de er en del af vores moderne hverdag. Men dengang var det et chok for forskerne at finde ud af, at disse stoffer, der ødelægger hormonbalancen, findes i alle mulige produkter ude hos almindelige mennesker, i alle almindelige hjem. Som Niels Skakkebæk formulerede det i en artikel i The Lancet i 1993: Vi befinder os i ”et hav af østrogen.”

Indtil da var kemisk forurening kun noget, man kendte fra isolerede tilfælde, der kunne afgrænses: Miljøkatastrofer med giftige udslip, der medførte massedød i miljøet og tårnhøje stigninger i kræfttilfælde. Det var til at få øje på. Eller særlige pesticider som DDT, der blev brugt i begrænsede områder, og som havde så voldsomt og så synligt ødelæggende effekt, at det var indlysende, at det skulle forbydes.

Men giftstoffer, der befinder sig i alle husholdninger over hele verden – som først viser effekt efter lang tid – med effekter, der kan antage alle mulige skikkelser – og som lækker fra materialer, som er blevet en uundværlig del af hele det moderne samfund?

Hvad stiller man op med dét?

Det spørgsmål har forskere, myndigheder og græsrodsorganisationer kæmpet med lige siden. Og imens er der blevet produceret cirka 300 millioner tons phenoler hvert år, herunder cirka 250.000 tons nonylphenol, svarende til et globalt salg på 12,5 milliarder dollars årligt. De bruges i blandt andet ledninger, tekstiler, kosmetik, elektronik, rengøringsmidler, bildæk, maling, printerblæk, plastik, vaskepulver, medicin, sprøjtegifte, blødgøringsmidler, luftfriskere og lim – og salget er stigende.

Intet tyder på, at vi slipper for dem – de hormonforstyrrende stoffer, som øger risikoen for kræft og ødelægger vores forplantningsevne. Menneskehedens fremtid afhænger tilsyneladende af det antal mennesker, som aktivt forsøger at undgå dem. Det bliver dem, der skal føre slægten videre.

*

Artiklen bygger på beretningerne i “Vores stjålne fremtid” af Theo Colborn.

Læs mere om de hormonforstyrrende stoffer og hvordan du undgår dem i afsnittet “Østrogen-havet” i bogen Naturlig hormonterapi.

Del på

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email
Fra Anette's blog

C-vitamin kan hjælpe på fertiliteten

For lav produktion af progesteron efter ægløsningen kan bidrage til PMS og også gøre det svært at blive gravid og gennemføre en graviditet. C-vitamin kan være en hjælp.

Hormoner har brug for vitaminer

Hormonerne er afhængige af en lang række vitaminer og mineraler. Uden dem kan de slet ikke dannes – og uden dem kan kroppen ikke udføre de vigtige ordrer, som hormonerne giver til cellerne.

Kvinde kend dine hormoner

KDHforside250px
- en bog om balance i alle aldre
Mere om emnet

Farlig kemi – betyder det så meget?

Podcast med Anette Paulin og vært Cristine Wasgaard om den skjulte kemi. Har vi fået mindre af den i hverdagen – eller mere – og hvad gør den egentlig ved os?

Naturlig hormonterapi
– din guide til genopretning af hormonbalancen med naturlige midler

“Den bog er der virkelig brug for.”
Læge Carsten Vagn-Hansen

Læs mere om bogen

Følg os på

– et magasin om
naturlig sundhed
Få vores nyhedsbrev

Vi hjælper kvinder til at hjælpe sig selv.

Seneste artikler

© Center for Naturlig Hormonterapi

webisde fra ❤

Nyt om naturlig hormonterapi

Få sidste nyt!

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyt om forskningen, gode tilbud – og tips til en sund hormonbalance.